80’erne er tilbage! Årtiets popkultur insisterer på at blive
80´er-æstetikken er overalt i vores nuværende populærkultur, og den har nærmest været det længere end det oprindelige årti varede. Jeg har talt med en ekspert i populærkultur og en 80´er-nostalgisk hip-hopper om hvorfor og hvordan det samme, gamle årti bliver ved med at vise sit glimmerfyldte ansigt i nutiden.
Af Niels Kristian Bonde Jensen, journalistMan har virkelig boet under en sten, hvis man ikke har lagt mærke til en vis tendens i populærkulturen de seneste 10 års tid. Vi snakker alt fra Stranger Things, mulletens pludselige genopstandelse, Top Gun 2, Star Wars 7,8,9 plus det løse i spin-off serier, Dua Lipa, The Weeknd, Drew Sycamore og snart sagt alle andre, der laver synthdrevet hitlistepop nutildags. Vi snakker neonlys, discobaskere, der får nyt liv på TikTok og brætspilsmani. Du hørte det her sidst: 80´erne er tilbage og har efterhånden været det så længe, at man ikke længere bare kan tale om en retrodille eller en nostalgidrevet revival fra en generation, der sidder tungt på produktionsmidlerne og længes tilbage til deres ungdoms stjernestøv. Det må være mere komplekst end det. Forklaringerne på, hvordan og hvorfor 80´ernes tegn og udtryk bliver ved med at genopfinde sig selv i nutiden, må sige mere om vores moderne medievirkelighed, fælles fortællinger og samfundsudviklinger, end vi lige går og tror.
Lad os starte ved rødderne. Hoppe i DeLoreanen og rejse tilbage til dengang 80´erne både var nutiden, gjorde oprør mod fortiden, og, skulle det vise sig, pegede i næsten profetisk grad mod fremtiden. Det er naturligvis ikke muligt at opsummere et helt årtis populærkultur i en enkelt artikel, men en håndfuld nedslag, der er vigtige for at forstå den del af 80´er-populærkulturen, der igen og igen viser sit ansigt i nutiden kunne være:
1. Koldkrigsfrygt og fattigdom, der skabte behovet for underholdende, samlende og eskapistiske kulturprodukter.
2. Den moderne blockbusterfilm – startet med Jaws i 1975, men udviklet særligt gennem Star Wars-franchisen, der lagde kimen til de altomfavnende ”cinematiske universer”, der stadig mætter markedet i dag.
3. Discoen, der med sine syntetiske, repetitive rytmer blev soundtracket til en ungdomsgenerations farverige og løsslupne dansegulvseskapader.
4. Neoliberlismens sejr – i populærkulturel forstand stærkest eksemplificeret gennem yuppiekulturen og Gordon Gekkos udødelige linje ”greed is good” fra filmen Wall Street (1987) (der egentlig har overlevet som fejlcitat, men det er en anden historie). Materialisme og udtalt higen efter karrieresucces var ikke længere et konservativt ideal, men en fast del af at være en cool, ung, urban intellektuel, der gjorde op med hippiernes autencitetsdyrkelse og ”falske” frisind.
5. Postmodernisme – 80´erne blev også årtiet, hvor individets selvbevidsthed nåede nye højder, hvilket smittede af på populærkulturen. Tag bare komedieklassikeren Airplane (1980), der blev startskuddet på den moderne spooffilm, hvor plottet udelukkende består af scener, der citerer og gør grin med andre produkter fra populærkulturen. En slags forløber for memekulturen, og en opblødning af fin- og lavkultur, hvor alt eksisterer som produkter i samme underholdningsindustri, og forbrugeren kan forbruge ironisk eller oprigtigt, men altid med bevidsthed om, hvordan forbruget afspejler dem selv.
Tilbage til nutiden
For at blive klogere på hvorfor det lige netop er 80´ernes populærkultur, der har så stor gennemslagskraft i dag, må man også forstå, hvad der overhovedet gør populærkultur interessant at beskæftige sig med som en form for samfundsspejl. I den anledning taler jeg med kulturformidler Dennis Jacob Rosenfeld, der blandt andet er medforfatter på bogen Populærkultur i samfundet (2019):
”Det interessante er, at formen er nutidig og af sin tid. I finkulturen er der tit en stræben efter at være tidløs, men i populærkulturen, også fordi den ofte bliver produceret og konsumeret hurtigt, er det vigtigt at være aktuel og forholde sig til nutidens problemstillinger. Det er derfor ofte nemmere at se sig repræsenteret i populærkulturen. Fingeren er mere på pulsen. Samtidig er det også et helt fast greb i populærkulturen, at man kommenterer på og låner fra tidligere tiders populærkultur og sætter den i en ny kontekst.”
I Populærkultur i samfundet har Rosenfeld, sammen med medforfatteren Sabrina Vitting-Seerup, udviklet den såkaldte ”vekselvirkningsmodel”, der bruges til at analysere populærkulturens relation til det omkringliggende samfund. Rosenfeld fortæller om modellens anvendelse:
”Tesen er, at der altid er en udveksling mellem samfundet, dem der laver populærkulturen og så også teknologien, der påvirker kunsten i høj grad. Et meget aktuelt eksempel er, at musik i dag bliver produceret med streaming for øje. Numrene bliver kortere, der er ikke lange forspil, og selve lydproduktionen er grejet mod headsets i stedet for store stereoanlæg. Før i tiden var det kapaciteten på en lakplade, der afgjorde nummerets længde, så der har altid været de her udvekslinger. På den måde kan man meget tydeligt se et samfund spejlet i sin populærkultur, og derfor er det også meget mistænkeligt, hvis et samfund ikke har en populærkultur. Det kan betyde, at der er politiske kræfter, der aktivt censurerer og lukker ned.”
Rosenfeld medgiver, at den aktuelle 80´er revival er en kompleks størrelse med mange facetter og forklaringer. Alligevel giver han et par kvalificerede bud på, hvor tendensen stammer fra:
”En af grundene er, at dem der voksede op i 80´erne producerer meget populærkultur i dag. Nogle laver ting, der tager udgangspunkt i deres egne minder fra 80´erne, mens andre laver ting, der minder om noget, de har set eller hørt fra årtiet. Så det billede af 80´erne, man får i fx Stranger Things er en reproduktion af 80´erne, som de tog sig ud i deres populærkultur. Derudover er der også påfaldende mange ligheder på den store samfundsskala mellem 80´erne og nutiden: økonomisk krise, Den Kolde Krig, der nærmest er tilbage i en ny form. 80´erne var et ekstremt eskapistisk årti populærkulturelt, fordi samfundet så så forfærdeligt ud. På lignende vis har vi måske også brug for eskapismen i dag.”
Kommerciel masseappel
I undersøgelsen af popkulturelle tendenser, giver det selvfølgelig også mening, at populærkulturen selv giver sit besyv med. Og i en dansk popkulturel kontekst er der få, der lige så åbenlyst, farverigt og gennemført genopliver det gamle festårti som rapperen Morten Sell a.k.a. Marvelous Mosell. Jeg spørger ind til hans personlige fascination af 80´er-æstetikken, der både går igen i musikkens discosamples, teksternes detaljerede og ofte humoristiske beskrivelser og scenepersonaens dansetrin, svedbånd og neonfarvede tracksuits:
”Jeg er født i ’83, så jeg er jo til dels vokset op med det. Man skal også huske, at start-90´erne var ret 80´er-agtigte. Virkeligheden er jo ikke så skarpt opdelt, som vi nogle gange gør den til. Hvis man fx tog en tidsmaskine tilbage til 80´erne, ville der også være mange ting, der ikke ville passe ind i en nutidig forestilling om, hvad der er ”80´er-agtigt”. Det er meget det farverige, sjove og lette, vi har taget med os. Hvis vi stadig om 50 år har en 80´er-stil, har den sikkert udviklet sig til noget helt andet,” siger Morten Sell.
Jeg spørger ham ind til den grænse mellem hyldest og parodi, der ligger i hans gennemførte dyrkelse af 80´ernes udtryk:
”Det er mere tænkt som en hyldest. Jeg har simpelthen bare nemmere ved at finde på noget, når det handler om ting, jeg personligt godt kan lide. 80´erne har nogle meget klare kendetegn, hvor jeg personligt slet ikke kan kende forskel på tingene og pinpointe en samlet stil særligt efter 00´erne. Samtidig var der også mode i 90´erne, der mindede om 70´erne, så generationerne giver nok tingene videre til hinanden, men så bliver de blandet med alt muligt andet og skaber noget nyt. Sådan tænker jeg også selv, at det er med min musik.”
80´ernes teknologiske landvindinger VHS´en og walkmanen blev startskuddet på det mobile, on-demand mediebrug, der voksede sig større i de kommende årtier. Udbredelsen startede, men på mange måder var 80´erne også det sidste årti, hvor populærkulturen havde store, samlende fortællinger, inden det moderne, fragmenterede mediebillede tog form. Resultatet var, ifølge Rosenfeld, en bugnende underholdningsindustri, der skabte produkter, der voksede sig til hidtil uhørte højder i popularitet og økonomisk afkast. Det er flere af disse produkter, universer og fortællinger, der stadig påvirker markedet i dag. Det er bekendt nemmere at gentage en succes end at opfinde noget helt nyt, men konsekvensen, som er stagnation og stilstand, lurer altid i kulissen:
”Der er behov for nye ideer, figurer og produktioner, men der er stor risiko, også økonomisk, forbundet med fx at opfinde en ny superhelt, der er mere af sin tid. Så skal man høre på woke-anklager og gamle, sure mænd, og hvis noget ikke fanger an med det samme i nutidens mediemarked, er folk jo bare videre til det næste indhold,” forklarer Rosenfeld.
En neonklædt fantasi
Skal man gå grafisk til værks, kan man måske konkludere, at nutidens 80´er-revival på nogle punkter tager form som et lineært forløb, der har sit udspring i alle de toneangivende udviklinger – samfundsmæssige og kulturelle – der opstod i 80´erne, men som har absorberet nye udviklinger og blandingsformer undervejs på rejsen mod i dag. På andre punkter kan den også ses cirkulært, som en række markører, æstetikker og udtryksformer, der som tidernes populærkultur skifter, lidt som et årshjul, gennemgår forskellige transformationer, der varierer i popularitet og relevans. I såfald har den nuværende 80´er-sommer varet overordentligt længe, men vinteren har det jo med at komme.
Spørger man Marvelous Mosell er svaret rimelig klart: 80´erne er kommet for at blive. De har været tilbage lige siden… ja, 80´erne, og er blevet en fast del af vores popkulturelle referenceramme. Et årti transformeret til en genre:
”Man kan sammenligne det lidt med fantasygenren, der pudsigt nok også var meget populær i 80´erne. Man kan sagtens blive draget af det, selvom man ikke selv har oplevet det, fordi det simpelthen er en eventyrverden, der bliver opbygget. På den måde tror jeg aldrig rigtig, at det vil forsvinde, fordi det mere er blevet en genre end noget, der repræsenterer et enkelt årti. Så skulle vi i hvert fald også stoppe med at lave westerns og dramaer om Anden Verdenskrig.”