Feel-good-film: Jeg vil egentlig bare underholdes og have det rart!

Majas klumme.jpg
Af Maja Bader, chefredaktør på OXY | Foto: Emma Dunbar
20. september 2021 | Film

Jeg har ærlig talt ikke det helt store forhold til filmens verden. Jeg går på ingen måde op i film, jeg har ingen stærke følelser eller fine fornemmelser omkring, hvad der bliver vist på det store lærred, og jeg vil på ingen måde vove at påstå, at jeg har særlig god smag i film.

I virkeligheden ser jeg ikke særlig mange film – hverken i biografen eller på skærmen derhjemme – og det er der flere grunde til. Først og fremmest synes jeg, at det kan være kedeligt at se en film alene. Især hvis filmens varighed er på mere end den gyldne halvanden time. I så fald er risikoen for, at jeg falder i søvn undervejs, i hvert fald uhyggelig stor. Dertil kommer så, at hvis en film endelig fanger min opmærksomhed i en sådan grad, at jeg rent faktisk bliver investeret i alt fra plottwists til karakterudvikling, så føles det en smule ensomt ikke at have nogen at dele oplevelsen med. Skulle det en sjælden gang ske, at jeg rent faktisk får set en film i andres selskab, så finder jeg det umanerligt svært ikke at tale sammen, imens handlingen folder sig ud og hovedrollerne overkommer deres vanskeligheder – hvilket naturligvis er skideirriterende for mit medpublikum i stuen. Problemet er bare, at hvis ikke jeg får lov til at tale om, hvor jeg har set skuespillerne før, eller den akavede scene mellem to af karaktererne, eller de små diskrete hints til filmens overraskende slutning, eller alt muligt andet, der dukker op i mine tanker undervejs, så er mit hoved simpelthen ved at sprænges. Derfor ender jeg med at blive distraheret af mine egne tanker og bruger i stedet al min energi på at huske de her facts og små kommentarer frem for rent faktisk at følge med i historien.

Jeg er udmærket klar over, at jeg er et produkt af en tid, hvor fordybelse, indlevelse og at kunne være til stede i nuet er dyder, som flere af os til tider forsømmer, hvilket selvfølgelig kun går ud over os selv. Og jeg er pinligt bevidst om, at min egen distræthed samt behov for at føre et evigt kommentarspor omkring det, som jeg oplever, med garanti har frarøvet mig (og eventuelle uskyldige medseere) en masse store filmiske oplevelser.

Når det er sagt, så er jeg jo et helt almindeligt menneske, der trods ovenstående udfordringer alligevel får set nogle film i løbet af tilværelsen. Men hvis jeg for en gangs skyld selv sætter en film på computerskærmen derhjemme, så ender det som oftest med at være noget relativt ukompliceret og rart. You know, den klassiske feel-good-film… Det er måske ikke den mest tjekkede type af film at være til, og ærlig talt heller ikke den genre man (læs: jeg) er mest stolt over at holde af.

Nyt studie: feel-good på formel

Ikke desto mindre er jeg vist ikke den eneste, der (mere eller mindre i smug) ynder at sætte en simpel feel-good på skærmen frem for komplekse og kunstneriske film, der både kræver eftertænksomhed, hjernekapacitet og et kritisk blik fra sine seere. For taster man ”feel good movies” ind i søgefeltet på Google, så kommer der utallige sideforslag op med diverse skribenters lister og rangeringer over de 10, 20, 30 eller 40 bedste film inden for genren. Og ifølge et nyt studie fra det tyske Max Planck Institute for Empirical Aesthetics er det ikke så mærkeligt endda. For som forskerne bag dette studie starter med at understrege; selvom de fleste seriøse filmkritikere ofte afviser eller underkender feel-good-filmene som værende oversentimentale og uden intellektuel værdi, så fortæller billet- og streamingtallene en anden historie. Feel-good er nemlig ekstremt populært blandt det brede publikum, men hvad er det for en appeal, som disse film har på os seere?

Ifølge studielederen bag undersøgelsen, Keyvan Sarkhosh, så indeholder en god feel-good-film et element af humor samt den klassiske ”lykkelige slutning”. Derudover har populære feel-good-film også typisk nogle specifikke, tilbagevendende mønstre for filmenes handlingsforløb og hovedkarakterer. Eksempelvis ”outsideren”, der skal bevise sig selv og sit værd ved at kæmpe imod nogle hårde omstændigheder for til sidst at finde sin plads i verden. Samtidigt forklarer Keyvan Sarkhosh, at feel-good-film tit rummer lige præcis nok drama til, at vi som seere bliver investeret i historien, men som også gør, at vi danner en form for emotionelt bånd til filmen og dens karakterer. Vigtigst for filmens evne til at fange publikums hjerter er dog, at den gennemgående stemning ofte er rimelig let, så selv under de mest anspændte, dramatiske øjeblikke er der stadig et element af overordnet lethed i fortællingen.

‘The good feel of feel-good’

Ifølge forskerne bag studiet vil summen af disse feel-good-elementer gøre, at seerne går fra filmoplevelsen med en følelse af lethed inden i dem selv. Hensigten med feel-good er ikke at udfordre seernes kognitive evner eller at efterlade dem med store filosofiske spørgsmål. Af åbenlyse grunde var en stor andel af respondenterne i studiet derfor også suckers for romantiske komedier såsom ’Love Actually’, ’Pretty Woman’ og ’Amélie’. Og som svar på, hvorfor respondenterne netop valgte at se disse film, sagde størstedelen, at det ganske simpelt var for at slappe af og løfte deres humør. Forskerne fandt afslutningsvis dog også frem til, at de ovenstående elementer ved en typisk feel-good-film kunne nytte nok så meget, hvis ikke filmen var teknisk godt lavet, fordi: ”A bad movie is bad no matter what.”

Knap så overraskende giver feel-good-film os altså en følelse af ukompliceret lethed, små humoristiske scener at grine af, velkendte handlingsforløb, en tro på at alting nok skal ende godt og lige præcis den passende mængder drama til, at vi bliver investeret, men ikke så meget, at vi går fra filmen med bekymrede og chokerede hoveder.

Hvis du spørger mig, så er der absolut intet galt i, hvis ens højeste ambition med at se en film er at blive underholdt og have det rart. Især ikke hvis man som mig har en tendens til at blive ret emotionelt påvirket af alverdens dårligdomme, trættende debatter, frustrerende politikere og alle de andre ulykkelige begivenheder, der finder sted ude i verden. Nogle gange er det bare rart at kunne flygte ind i et trygt og velkendt hjørne af underholdningens verden og lade bekymringerne, vreden, tristheden og kampene ligge for en stund.

Mine tre anbefalinger

Af den grund har jeg (ligesom resten af internettet) lavet en liste over mine tre yndlingsfeel-good-film. Måske har du allerede set dem (bevares, de er ikke de allernyeste af sin slags), men jeg mener helt bestemt, at de er værd at se flere gange. Jeg bliver i hvert fald ved med at vende tilbage til netop disse tre film, når jeg har brug for en lille dosis lethed.

For en god ordens skyld så gentager jeg lige, hvad jeg skrev i starten af denne klumme: jeg vil på ingen måde vove at påstå, at jeg har særlig god smag i film! Derfor er du velkommen til at foreslå din(e) yndlingsfeel-good-film i kommentarfeltet under artiklen her – måske vi alle godt kunne bruge at få udvidet vores feel-good-repertoire en smule.

Nå, men here goes…

Intouchables (De urørlige) (2011)

Foto: Netflix (fra filmen 'Intouchables')

Foto: Netflix (fra filmen 'Intouchables')

Jeg behøver kun se omkring fem minutter af ’De urørlige’, før jeg får det første ud af mange smil på læben. Driss, en af filmens to hovedkarakterer spillet af Omar Sy, er utrolig likeable og passer nøjagtig ind i det klassiske narrativ nævnt foroven som subjektet, der skal overkomme sine udfordringer og finde sin plads i tilværelsen. Dette gør han med sådan en charme og humor, at man fra starten af holder med denne velkendte form for underdog. ’De urørlige’ lever på flere niveauer op til de karakteristika, som forskerne i ovenstående studie har fundet frem til, at en god feel-good-film indeholder. Den ligelige fordeling af humoristiske bemærkninger, den smittende følelse af easygoingness man får fra Driss, samt skildringen af realiteterne fra den virkelige verden gør, at jeg både bliver underholdt og emotionelt stimuleret, når jeg ser denne film. Det hjertevarme venskab mellem de to hovedkarakterer er i min optik den primære grund til at se denne film, som i øvrigt også illustrerer de fortsatte store skel i samfundet.

Link til trailer: https://www.youtube.com/watch?v=34WIbmXkewU

Captain Fantastic (2016)

Foto: Netflix (fra filmen 'Captain Fantastic')

Foto: Netflix (fra filmen 'Captain Fantastic')

“Our children shall be philosopher kings. It makes me so indescribably happy”

Sådan beskrives den ambition, som forældrene i ’Captain Fantastic’ har for deres børn og det liv, som de forsøger at skabe isoleret fra resten af det kapitalistiske, mainstream USA. Og så indfanger citatet også essensen af selve filmen.

For dem, som ikke allerede kender ’Captain Fantastic’, så handler den kort fortalt om et forældrepar, der har valgt at deres seks børn mere eller mindre vokser op isoleret fra den moderne omverden. I stedet lever de i harmoni med naturen, bliver uddannet i kritisk tænkning, trænet til at være i fysisk god form og fungere selvstændigt uden brug af moderne teknologi. Familien rammes dog af en tragedie, der tvinger dem til at forlade deres trygge omgivelser for en stund og bevæge sig ud i ukendt terræn. Her konfronteres børnene med deres manglende socialisering og viden om verden uden for familiens rammer.

Egentlig er der måske ikke så mange klassiske feel-good-elementer i ’Captain Fantastic’, men den er både fascinerende, inspirerende og humoristisk, og det er en film, jeg bliver ved med at vende tilbage til igen og igen.

Derudover berører ’Captain Fantastic’ også tematikker vedrørende psykisk udfordrede individer på en meget fin måde. Psykiske udfordringer har altid været et emne, der har ligget mit hjerte nært, og det er derfor endnu en af grundene til, at jeg er kæmpestor fan af denne film.

Link til trailer: https://www.youtube.com/watch?v=w5jeBvjcJe4

About Time (2013)

Foto: Netflix (fra filmen 'About time')

Foto: Netflix (fra filmen 'About time')

Det her er min ultimative feel-good-film! Jeg elsker den simpelthen! Helt kort opridset så handler filmen om en ung mand (‘Tim’, spillet af Domhnall Gleeson), der finder ud af, at han kan rejse tilbage i (sin egen) tid og handle anderledes, når noget er gået galt, eller han har fået sagt noget frygtelig kikset. Plottet er måske en smule fjollet, men hvis man ellers giver sig hen til konceptet om at kunne rejse i tid, så er det her sådan en hjertevarm fortælling om noget så banalt som kærlighed. Kærlighed til sin partner, til sin familie, til sine venner og til sig selv. Også kærlighed, når den er svær, når man mister den, og når man har problemer med overhovedet at få fingrene i den. Nice and simple. Filmens hovedkarakter er især så elskværdig og fantastisk akavet anlagt, at man i min optik ikke kan andet end at holde af ham.

’About Time’ minder mig om at sætte pris på hverdagen, at det er okay at være en smule kedelig fra tid til anden, og at man faktisk kan finde tilfredsstillelse i det trivielle.

I øvrigt er ’About Time’ skrevet og instrueret af Richard Curtis, der også er personen bag filmene ’Love Actually’ og ’Notting Hill’, så han ved et eller andet om feel-good og kærlighed…

Link til trailer: https://www.youtube.com/watch?v=T7A810duHvw

Forrige
Forrige

Skuespiller Karen Margrethe Gotfredsen vil aflive myten om den forpinte kunstner

Næste
Næste

Biografen giver os et rum, hvor vi kan grine, græde, væmmes og glædes