Kommentar til ’Love is Blind’: Blindhed genererer blåøjet ignorance og hudafskrabninger

Af Luna Ehlers, studerende & kulturskribent

Lige siden den nasale Jessica delte et glas rødvin med sin golden retriever, har jeg elsket ’Love is Blind’, og nu er der endelig kommet en tredje sæson af Netflix’ storsucces, halle-freaking-luja. Har du levet under en reality-sten og ved du derfor ikke, hvad ’Love is blind’ er, kan det lettest forklares som en masse underlige dates, hvor der tales til og med en væg, mens der drikkes af store forgyldte vinglas, der til forveksling ligner Den Hellige Grals kiksede og discountagtige kusine. Det er stedet, hvor man blærer sig med sin passion for fotografering af plettede geparder og vilde losser, og hvor ”Oh my gooooosh, I love you so much, Cole” udbrydes efter syv et halvt minut og en navnerunde.

Yes, det er de store katte og følelser, der er på spil i det amerikanske datingprogram, der – som titlen indikerer – ønsker, at kærligheden skal findes i blinde. Deltagerne taler derfor sammen gennem højtalere, og de ser først hinanden når en forlovelse er i hus – vi har altså at gøre med vaskeægte blinddating. Ydre og ”ligegyldige” kategorier eller særtræk som alder, etnicitet, højde, drøjde, social klasse og et eventuelt genstridigt underbid skal nemlig ikke besudle en mulig forelskelse eller forhindre et godt gammeldaws tyl-befængt bryllup.

’Love is Blind’ er altså ikke blind for kategoriers og identitetsmarkørers generelle indflydelse i det ”virkelige” (dating)liv. Programmet anerkender til fulde, at særlige kvaliteter og værdier er afgørende for hvilke positioner vi kan indtage – det værende i samfundet, på arbejdsmarkedet eller i dobbeltsengen. Men kærlighedsserien ønsker at skabe et alternativ til denne overfladiske og Tinderiske ’dur-ikke-væk’-tankegang.

De fleste vil sikkert tænke ”Skidegodt, Netflix. Fedt, at en stor populærkulturudbyder tager ansvar. Vi skal nemlig gøre os blinde for den slags ligegyldig stads, because it doesn’t matter. Punktum and also period”. Men nu er jeg ikke som de fleste. Eller jo, jeg er faktisk pinlig ordinær. Men lige udover et tungt pandehår, er jeg allergisk over for alt, der dækker for øjnene, hvad end vi kalder det blindsmagning, blindebuk, blinddating eller ’vær-blind-for-identitetsmarkører’. Uagtet hvor stor en fan jeg er af programmet – primært grundet den der dumme fulde hund – er jeg altså ikke helt hooked på dets grundpræmis om kategoriers tilsigtede usynlighed. Jeg vil faktisk gå så langt som at kalde det for noget blåøjet pis.

Det lyder måske umiddelbart som et upopulært statement – lidt ligesom min aversion mod blindebuk som jeg ved, I andre skamelsker. Men jeg tror dog ikke, jeg er den eneste, der har det sådan. Jeg har i al fald en ligesindet i en af denne sæsons hovedpersoner, der faktisk afslører programmets naive tilgang til relationsdyrkelse og positionering indefra. Nemlig frisk-fyr-typen Bartise, der, efter at have mødt sin nyforlovede i fysisk form, kommer i tvivl om han stadig ”elsker” hende. I frustration over nogle knap så hede kys og udsigten til at skulle giftes med en, han dybest set ikke har lyst til at hoppe i en sexgynge med, siger han de tre gyldne ord: ”It does matter”. Mic og underkæbe drop.

Der er mange årsager til, at jeg ikke jublende hopper med på ’Love-is-in-fact-blind’-bølgen – heriblandt programmets indbyggede og idiotiske selvmodsigelse. Ifølge streaming-gigantens seersluger forholder det sig nemlig sådan, at en blinddate udelukkende kan foregå mellem en mand og en kvinde. Programmets mikrokosmos opretholdes således af en heteroseksuel struktur, hvor køns- og seksualitetsidentiteter er afgørende for deltagelse. Det er ikke nødvendigvis et problem, men behøver jeg at pointere, hvorfor det kan anses som i strid med deres udtalte ‘fuck-the-categories’-ærinde?

Netflix beviser, at den evindelige remse om, hvor lidt skønhed, etnicitet, køn, alder, seksualitet eller uddannelse har af betydning, er dybt ignorant og fuld af, ja, blinde vinkler. Og er det egentlig ikke de ”forkerte”, der reciterer remsen til ukendelighed? Er det ikke udelukkende rige folk, der kan sige, at de er ligeglade med penge? Er det ikke kun smukke mennesker med lige så smukke partnere og endnu smukkere vinglade golden retrievers, der smykker sig med at være ligeglade med udseende? Er det ikke kun privilegerede mennesker, der har friheden til at gøre sig blinde?

Jo, sådan er det nok. Men dette hoved- og synsløse privilegie er altså ikke at foretrække. For – og her kommer en rigtig tongue twister – det at være blind betyder jo ikke, at dét du ikke kan eller vil se, ikke findes. Hvorfor skulle folk, der lider af et rigtigt fysisk synstab ellers hele tiden snuble over dørtrin og slå sig på bordkanter?

Som Inger Christensen i sin tid skrev det: Abrikostræerne, bordkanterne og identitetsmarkørerne findes. Der er ingen grund til, at vi lader, som om andet er tilfældet, eller prøver at navigere os blindt gennem livet som om de ikke gjorde. Det genererer blåøjet ignorance og bordkantede hudafskrabninger.