Mille Sjøgren har et liv, som flere og flere kigger mod. Mød freelanceren, der drives af sit begær efter livet

Vi bør alle begære noget mere, synes Mille Sjøgren, hvis freelancetilværelse er formet af et stærkt begær efter frihed. Hun er et billede på en tendens, der spreder sig i opgøret mod det eksisterende arbejdsmarked.

Af Cathrine Marie Nørgaard, journalist | Foto: Mille Sjøgren
8. februar 2022 | Begær

Da jeg ringer til Mille Sjøgren, er hun ved at genne sin familie ud af rummet, de alle står i.

”Vi har været oppe siden klokken 9 i morges og stået på ski i den vildeste sne. Der er faldet to meter sne siden i går. Nu er jeg lidt mør,” siger hun og fortæller, at hun lige har placeret sig under dynen og er klar til at tale.

Hun er i Frankrig med sin familie og har været det i nogle uger. På mange måder er det et meget godt billede på, hvorfor det lige netop er voiceover-artist, foredragsholder og podcaster Mille Sjøgren, jeg har valgt at ringe til. Jeg vil gerne vide, hvordan det er at begære frihed så meget, at man indretter sit liv efter det.  

Det er selvfølgelig individuelt, hvad frihed er. Alligevel betragter jeg Mille på hendes sociale medier og tænker på hende som en, der virkelig begærer det, jeg forbinder med frihed. Frihed til at vælge sine næste skridt uden begrænsninger, frihed til at forme sin egen hverdag uden at bekymre sig om de besnærende bånd, der opstår i mødet med den fastlagte 37-timers arbejdsuge.

”Frihed for mig handler meget om at kunne føle mig fri i mit sind, mine tanker og i min krop. Det betyder, at jeg har en god fysik, så jeg kan gøre de ting, jeg elsker, bl.a. stå på snowboard. Så betyder det også, at jeg er fri til at være spontan. Det betyder faktisk rigtig meget for mig, og det er utrolig svært at være spontan i et moderne liv, fordi alt er sat i rammer,” begynder Mille, da jeg spørger hende, hvad frihed er for hende. Hun taler længe ad gangen og med en energi, der er slående, selvom hun efter sigende er udmattet efter en lang dag på pisten. Hun fortsætter:

”Frihed er at kunne gøre det, der gør mig glad. Det er bl.a. at rejse med min familie. I dag fik jeg en lykkefølelse oppe på bjerget, da jeg stod i den dybe sne med min familie og så på mine børn på 12 og 14 år. At vi kan snowboarde sammen i det tempo ned ad bjerget, det synes jeg er freaking fedt. Det er den vildeste frihedsfølelse.”

Jeg har efterhånden fulgt med i Milles liv i nogle år. Både gennem hendes tidligere podcast ”Den digitale nomade” og på diverse sociale medier. Jeg er fascineret af hendes livsstil. Hun er freelancer og ja, digital nomade – en, der ikke har én fast geografisk holdeplads, men rejser jorden rundt samtidig med, at hun arbejder.

Mille Sjøgren er 45 år og har været freelancer siden 2008. Siden da har hun arbejdet overalt i verden, bl.a. Spanien i en årrække, Costa Rica, USA – og nu også Frankrig.

Indtil 2008 arbejdede hun som radiovært på The Voice, men da finanskrisen ramte, blev hun fyret. Ikke længe efter opdagede hun, at hun var gravid med sit andet barn.

”Der stod jeg med en positiv graviditetstest i den ene hånd og en fyreseddel i den anden hånd, og det var fucking krise. Jeg vidste simpelthen ikke, hvad jeg skulle gøre, så jeg tog hen til Journalistforbundet, tudende, og spurgte, hvad der dog skulle blive af mig. De sagde til mig: ’Mille, du kunne også bare blive freelancer, indtil du kan få et rigtigt job.’ Ja, sådan tænkte man dengang om freelancere. At det ikke var et rigtigt job.”

Mille kastede sig med det samme ud i tilværelsen som freelance voiceover-artist.

”Lige siden har jeg faktisk levet af at lægge stemme til alt muligt,” siger hun.

Foto: Mille Sjøgren

En remote bevægelse

Det kan lyde nemt, men det er hårdt arbejde at starte ud som freelancer.

”Det første år gennemtrevlede jeg branchen for at finde ud af, hvem der overhovedet bruger speakere, for det anede jeg ikke. Jeg ringede rundt til alle, jeg kunne opstøve, og sendte lyd ud, og så begyndte jeg langsomt at få kunder. Jeg tjente ikke så meget i starten. Efterhånden fik jeg skabt mig et navn i branchen, og kunderne begyndte at komme,” fortæller Mille.

I dag er hun efterhånden veletableret som freelancer og tjener mange flere penge, end hun kunne gøre som fastansat. Og så kan hun nu også kalde sig selv for iværksætter. Sammen med journalist og formidler Cille Rosentoft har hun lanceret et onlineunivers, der skal gøre op med den klassiske idé om at arbejde mellem 9-17 i et kontorfællesskab. Freeliving, kaldes det.

”Det er en bevægelse, hvor jeg gerne vil være med til at sparke lidt til arbejdsgiverne omkring, hvordan vi arbejder, hvad der kan lade sig gøre, hvorfor remote arbejde er en pissegod idé, og hvorfor fleksibilitet er vigtigt,” siger Mille.

Freeliving er et medlemsbaseret univers, der giver spirende freelancere og digitale nomader mulighed for at få sparring og værktøjer til at drive virksomhed, hvad end de vil arbejde fra udlandet eller i Danmark. Freeliving blev lanceret 10 dage før hele verden lukkede ned i marts 2020.

”Det, vi sælger, er jo også en drøm om at kunne leve og arbejde remote fra hele verden, og så var det svært, at hele verden var lukket,” indrømmer Mille.

Foto: Mille Sjøgren

The great resignation

Lige nu er der omkring 200 medlemmer i Freeliving.

”Det altoverskyggende argument fra medlemmerne er, at folk vil have mere frihed i deres liv, de vil have mere tid. De vil selv bestemme over deres egen tid. De gider ikke møde ind på en arbejdsplads, de har lyst til at udforske, hvad det er for en livsform, man ellers kan have. Hvordan kan man ellers skabe et arbejdsliv og et familieliv, og kan man egentlig ikke godt arbejde en del af året i Costa Rica eller den panamanske jungle eller på Møn. Det at have et fællesskab, hvor disse tanker ikke er forbudte, hvor man inspirerer hinanden og ser, hvad de andre gør … Det er enormt værdifuldt,” siger Mille.

Medlemmerne hos Freeliving er ikke alene om at ville noget andet end det ”klassiske” arbejdsliv. Selvom det er svært at pege præcist på, hvor mange freelancere der findes i Danmark, tyder alt på, at der i disse år kommer flere og flere. Coronapandemien har måske endda været med til at skubbe lidt på udviklingen.

”Lige inden, jeg startede Freeliving, holdt jeg et foredrag. Under foredraget var der nogen, der udvandrede, fordi jeg sagde: ’I den nærmeste fremtid kommer vi alle til at arbejde remote. Og jeg mener alle.’ Og så gik der halvanden måned, verden lukkede ned, og alle mennesker arbejdede pludselig remote. Jeg havde godt nok heller ikke set den komme halvanden måned senere. Der har været tendenser undervejs længe i f.eks. USA, og corona har gjort, at udviklingen er sket hurtigere end forventet.”

Det, Mille taler om, er et fænomen, der er blevet døbt the great resignation – den store opsigelse. I november 2021 alene opsagde 4,5 millioner amerikanere deres job . Grundene dertil er mange, men flere hænger unægtelig sammen med coronapandemien. En årsag er bl.a. frygten for at blive smittet på et arbejdsmarked, der ikke nødvendigvis giver fleksibiliteten til at arbejde hjemme, men for mange handler det i lige så høj grad om at finde friheden i at være sin egen chef.

”Det, der er unikt lige nu, er, at vores fælles, globale mindset har ændret sig over night. Og det er vildt, det tror jeg aldrig er sket på den måde før,” siger Mille.

Men det er vel ikke kun ”frit” at være freelancer, tænker jeg. For er det ikke hårdt hele tiden at skulle være på jagt efter kunder, pleje netværket og leve med uvisheden om, om man nu også kan udbetale løn næste måned?

”Det kommer rigtig meget an på, hvem du er som menneske. Jeg opdagede, at jeg var den fødte freelancer. Jeg elsker ansvaret, jeg kan rigtig godt lide det og elsker at styre min egen arbejdstid. Jeg er god til det, jeg er god til at få og opsøge kunder. Så for mig er det en perfekt måde at arbejde på.”

Som freelancer er man dog nødt til at kunne leve med en vis usikkerhed.

”Freelancere skal selvfølgelig vide, at der er perioder, hvor man ikke tjener penge. Jeg tjener f.eks. meget sjældent penge i juli og i to-tre uger i december. Det er de lave måneder, men det har jeg jo indarbejdet i min løn. Så det er okay. Til gengæld har jeg så nogle måneder – oktober, november, februar, marts, som er helt sindssyge. Man skal kunne leve med den usikkerhed, der er.”

Jeg spørger, om hun ikke savner at være ansat, og svaret falder prompte:

”Nej! Jeg kommer aldrig til at være ansat igen,” siger hun.

Foto: Mille Sjøgren

Begær efter livet

Jeg kan hurtigt regne ud, at der for Mille ikke har været meget plads til at arbejde på en dag som i dag, hvor hun har brugt det meste af sin dag på toppen af et bjerg. Så hvordan ser hendes arbejdsuge egentlig ud?

”Denne her uge arbejder jeg ikke ret meget, der står jeg jo på snowboard,” lyder det selvfølgelige svar.

”I dag har jeg kun lavet nogle småting. Men ellers står jeg bare tidligt op, arbejder lidt om morgenen og igen om eftermiddagen, og så er det det. På en almindelig dag, når jeg er hjemme, arbejder jeg fire-fem timer. Maks. Jeg gider ikke mere. Det er også noget af det, der er vigtigt for mig. Det er ikke at overarbejde.”

Hun fortæller, at Freeliving også er et opgør med det hastige arbejdsmarked, der lægger flere og flere mennesker ned med stress.

”Jeg synes, vi lever i en kultur, hvor arbejde har alt for stor værdi i forhold til, hvad andre ting bør have af værdi i vores samfund og i vores liv. Jeg tror på en menneskelig bæredygtighed, og vi kan jo se, hvor mange mennesker går ned med stress. Det tror jeg ikke rigtig er meningen med det her ene liv, vi er blevet givet.”

Til gengæld synes hun, vi skal begære noget mere. Ikke kun frihed. Vi bør, hvis man spørger Mille Sjøgren, begære livet noget mere.

”Jeg har det sådan med livet, at jeg ikke vil gå glip af noget. Jeg vil hellere gøre noget end ikke at gøre noget. Jeg vil ikke sidde som gammel og tænke, hvorfor fanden jeg ikke gjorde det, hvorfor startede jeg ikke den virksomhed, hvorfor tog jeg ikke mine unger med ud for at vise dem verden. Det gider jeg ikke. Jeg vil langt hellere begå en milliard fejl, end jeg vil lade være. Jeg tror, det er denne her nysgerrighed, eller vi kan kalde det begær på livet, som jeg har. Det driver mig hver dag. Det betyder, at når jeg er ude og rejse, så spiser jeg ting, som jeg aldrig har prøvet før, og så er jeg ligeglad med, om det er noget, folk synes er ulækkert. Jeg vil til enhver tid gøre det, for jeg begærer livet, jeg vil smage på verden, mærke verden, jeg vil møde mennesker, der inspirerer mig … på den måde driver det mig. Begæret efter frihed og nydelse i livet, det er nok ret højt hos mig,” siger hun.

Jeg kan ikke se hende, mens hun sidder dér under sin dyne og taler til mig. Men jeg kan sagtens forestille mig hende med en løftet pegefinger, mens hun siger:

”Jeg tror, der er mange mennesker, der har det sådan, at de ikke kan tillade sig selv at nyde. Og det synes jeg fandeme, de skal! Man skal sgu tillade sig selv at nyde, og det er det, jeg gør, og det er det, jeg begærer. Cathrine, jeg synes, du skal skrive, at folk skal begære noget mere. De skal begære livet noget mere. Det er specielt et budskab til unge mennesker, de er altid så seriøse. Og det er klart nok, de får jo at vide, at de skal have 12-taller i alt for, at de overhovedet kan være duelige i livet,” siger hun, og jeg sidder uden at tænke over det i den anden ende og nikker.

”Tag et glas rødvin og start der,” anbefaler hun mig. Det er et af de bedste råd, jeg har fået længe.