Fjendtlig arkitektur er med til at opdele byer i “dem” og “os”

"Eksempel på fjendtlig arkitektur"

Sammenspillet mellem samfundets socialklasser og den arkitektur, der omgiver os alle, har mange facetter. En arkitektur, der både kan samle og tiltrække, splitte og frastøde. Jeg har talt med en forsker og en tidligere pusher for at blive klogere på forholdet mellem menneske og by, og de forestillinger, der er afgørende for vores forståelse af ”dem” og ”os”.

Af Niels Kristian Bonde Jensen, journalist

Ole B. Jensen er professor i byteori og urbant design. Han har som del af årets netop afsluttede Copenhagen Architecture Festival afholdt et oplæg til den brasilianske film Neighbouring Sounds (2012), der udspiller sig i et ”gated community” i Recife. I forbindelse med dette oplæg spørger jeg ham indledningsvis ind til hans beskrivelse af byer som ”sociale geografier”:

”Byen er sammensat af noget hardware, noget fysik, veje, bygninger og andre materialer, men der er jo ikke meget ved at have en by, hvis ikke der er nogle mennesker. Mennesker klumper sig sammen, og dermed kan man snakke om den sociale geografi. Begrebet bruges til at beskrive, hvor forskellige demografiske grupper bosætter sig, hænger ud, osv. Byen er fyldt med mennesker, der placerer sig forskelligt i henhold til økonomi, kultur og andre sociale markører.”

Han fortsætter med at forklare om byens opdelinger i lag – både i form af selve ”hardwaret” og i de demografiske grupper, der udgør den sociale geografi:

”Det sker over tid, og byen i sig selv er også lagdelt. F.eks. her i Aalborg: hvis vi stikker skovlen ned i midtbyen, dukker der noget middelalder op. Det sker stort set aldrig, at man bygger en by på uberørt grund. De har altid en organisk, historisk udvikling. Den model, der lagdeler socialt, er boligpriser. Der bliver bygget billige boliger og dyre boliger. Så kan man jo selvfølgelig lave bevidste planer for at modarbejde dette. I Aalborg på havnefronten har vi nogle af de dyreste boliger lige ved siden af studieboliger. Det er kommunen, der har bestemt, at man vil blande den sociale geografi.”

Disse lag kan altså, gennem organisk og strategisk byudvikling, smelte sammen i større og mindre grad, men som B. Jensen understreger, findes der ikke hverken byer eller samfund, hvor forskellene mellem rige og fattige er totalt ophævede. Dette skyldes i lige så høj grad, mener han med reference til den franske sociolog Pierre Bourdieu, forskellene i kulturel kapital som i økonomisk kapital.

Én, der på egen krop har prøvet, hvad det vil sige at rejse på tværs af byens sociale geografier, fra højt til lavt, er Martin, der for 20 år siden fik stor succes med at opbygge sin egen vognmandsvirksomhed med base i Kødbyen på Vesterbro. Da finanskrisen ramte i 2008, begyndte det dog støt at gå ned ad bakke, og en dag, da banken ringede, stod Martin pludselig uden virksomhed og lejlighed, men med en milliongæld om halsen. Hvad der fulgte, var en hård årrække som del af gademiljøet på Istedgade med først misbrug og siden også stofsalg og banderelateret vold. I dag er Martin både clean, ude af miljøet, bor i egen lejlighed og arbejder deltid som hjemløseguide hos Gadens Stemmer, hvor han afholder rundvisninger på Vesterbro med nedslag i sin egen livshistorie som stop på ruten. Om overgangen fra en socialklasse til en anden siger han:

”Firmaet var min identitet og mit livsværk. Når folk kiggede på mig, så de en ung, succesfuld forretningsmand. Jeg kunne ikke klare, at det hele blev vendt op og ned, så jeg cuttede kontakten til alt og alle. Jeg tog ikke telefonen, og så stopper folk jo med at ringe en dag. Så jeg begyndte at udvikle et kæmpe hashmisbrug for at glemme de her ting.”

Han fortæller desuden om, hvordan han, efter at have sovet et par år i en tom skurvogn på Christiania, blev tilbudt en plads på et herberg i Sydhavnen. Her mødte han en masse andre, der stod i lignende situationer som ham, men som tilhørte forskellige demografiske grupper. Det var her, Martin første gang øjnede muligheden for at etablere et lokalt hashsalg og derved igen opnå en økonomisk opstigning:

”Der er kun mænd på sådan et herberg, og de er opdelt i tre hovedgrupper, danskere, somaliere og grønlændere. Jeg fik fat i en fra hver gruppe, der så solgte det videre for mig. Så lige pludselig havde jeg startet en virksomhed fra bunden igen i et andet miljø.”

Martins nye ”virksomhed” udvikler sig fra hash til heroinsalg og vokser sig med tiden stor nok til at overtage stofmarkedet omkring Mændenes Hjem. Jeg spørger Martin ind til, hvordan han selv har oplevet byudviklingen af Vesterbro gennem sin rejse fra vognmand til pusher til rundviser:

”Vesterbro har ændret sig sindssygt meget de sidste 10 år. Jeg stoppede med alt det her for fem år siden, men har ikke været tilbage før for 3 måneder siden, hvor jeg begyndte at fortælle min historie. Dengang var det ludere, lommetyve, stofsalg, narkomaner osv. Nu er det totalt hipt. Dengang var det revl og krat. Enden ned mod Enghave Plads er jo virkelig blevet flot. Der er stadig lidt af det gamle Istedgade ned mod Hovedbanen og Mændenes Hjem: De gamle stripklubber osv., men hele bydelen er ved at blive gennemrenoveret.”

Denne renovering over en kort årrække er også et eksempel på gentrificering. Et begreb, der stammer fra det engelske ord for adel, ”gentry”, og som beskriver de både bevidste og ubevidste udviklinger, der sker, når folk fra højere socialklasser begynder at flytte ind i nabolag, der ellers var beboet af samfundets mest socialt udsatte. Selvom gentrificering dermed er et eksempel på mobilitet i byens sociale geografier, en udvikling i både den konkrete arkitektur og i beboernes kapital, forklarer Ole B. Jensen også om gentrificeringens konsekvenser:

”Gentrificering er et problem, hvis man forstår byen som et sted, der driver innovation, ved at forskelligheder mødes. En teori fra chicagoskolens tredivere siger endda, at i byen udvikler man en form for tolerance. Jo mere vi bliver eksponeret for folk, der lever andre liv end os selv, jo mere accepterer vi dem. Så når vi begynder at lave hegn og adskille os fra de andre, begynder vi at danne fjendebilleder og myter. Menneskelig konflikt er altid fyldt med grænsedragninger også i geopolitikken, men på byplan er gentrificering en motor til at skabe afsondring mellem grupper, der over tid får noget mod hinanden, uden at vide noget om hinanden.”

Et af de mest konkrete eksempler på denne ”afsondring” mellem grupper i byen, er det, der i et af B. Jensens igangværende forskningsprojekter beskrives som ”dark design”. Fænomenet beskrives også ofte med begrebet ”hostile architecture” (fjendtlig arkitektur, red.) og dækker over de små arkitektoniske foranstaltninger, f.eks. armlæn midt på bænke, plane overflader, der er hævet, så de står på skrå, musik i parkeringskældre osv., der skal forhindre gadesovere i at indtage byrummet om natten. B. Jensen forklarer om hans forskning på området:

”Studiet af dark design handler om, hvordan man gennem interventioner i byrum skaber en magt, der afviser bestemte grupper. Vi arbejder med et begreb, der hedder afvisningens atmosfære. Hvis man sætter sig ind i den hjemløses virkelighed og går rundt om aftenen for at lede efter sted at sove, bliver man pludselig opmærksom på alle de her interventioner. Langsomt er det, som om at byens materialitet taler til os. Den siger ”gå væk, gå et andet sted hen”. Det, der kendetegner dark design, er mikrofysik, der bliver manipuleret og derved virker under radaren. Der er altså altid en intentionalitet bag. Man laver ikke bænken skrå, fordi man ikke kan finde ud af at lave den lige.”

Eksempel på fjendtlig arkitektur ved Tivolis hovedindgang

Han forklarer, at fænomenet er relativt nyt i Danmark og er i København endnu også relativt begrænset i forhold til mange andre storbyer, men at det netop derfor også er vigtigt at skabe en offentlig samtale på forkant. Første skridt er bevidsthed og viden:

”Det handler om at få en diskussion i samfundet om, hvad det her overhovedet indbefatter, og hvad det medfører. Der er behov for at lære at se de her ting. Når man ikke er hjemløs eller gadesover, ser man det simpelthen ikke. Så første niveau er at fastsætte, at det her foregår, og så kan man jo tage en dialog om, hvorvidt det er rimeligt, i hvilket omfang, osv.”

Selvom Martin aldrig rigtig har været nødsaget til at skulle sove på gaden i længere perioder, kender han mange hjemløse og har selv oplevet, hvordan hans syn har ændret sig på byens mere utilpassede skæbner, efter han selv blev del af gademiljøet. Han gætter på, at mange hjemløse i dag, f.eks. dem, der plejede at sove på bænkene på Enghave Plads, bliver nødt til at søge væk fra de tætbeboede byområder og ud til forladte fabriksområdet og lignende.

Man kunne mene, at gentrificeringen bare afspejler en positiv samfundsudvikling, hvor flere mennesker har mulighed for at flytte i fast ejendom, hvor byens renoverede arkitektur følger med en stigende social og økonomisk tryghed i samfundet. Så enkelt er det dog ikke, mener Ole B. Jensen, der f.eks. peger på, at de seneste hjemløsetællinger ikke viser et fald i antal personer, der lever på gaden. Han fremhæver i stedet det begreb fra byplanlægningen, der forkortes NIMBY (”Not In My Backyard”) til at beskrive den sociale ”oprydning” af byrummet:

”Man vil gerne have lossepladser, superhospitaler og fængsler, så længe de bare ligger et andet sted. Man vil gerne have goder, men ikke påtage sig byrder. Sådan kan man også se på spørgsmålet om hjemløse. De hjemløse har et kort over byen inde i hovedet, hvor de kender de steder, de kan være, og de steder, de ikke kan være. Og det kort bliver så rykket rundt, men det er jo ikke dem, der afgør det, men byudviklingen. Så problemerne forsvinder ikke, men går et andet sted hen.”

Denne måde at lukke øjnene for den socioøkonomiske ulighed i samfundet undersøges også i Neighbouring Sounds, kun lydene fra de omkringliggende fattige kvarterer trænger igennem til de rige beboere i det aflukkede ”community”. Dette hænger, ifølge B. Jensen, også sammen med en meget fremtræden tryghedsdiskurs i vores samfund, hvor eksponeringen for de skæve eller alternative eksistenser vendes fra at skabe større tolerance til at skabe større frygt. Igen er vi inde og pille ved skabelsen af fjendebilleder i den kollektive underbevidsthed:

”Kriminologer har i mange år sagt, at der er stor forskel på de områder, der skaber frygt, og de områder, der er farlige. Tryghed taler vi om, som noget objektivt og målbart, men tryghed er subjektivt – en følelse. Utrygheden hænger sammen med lagdelingen i byen på den måde, at forskelle også kan skabe frygt. Det er utroligt sjældent, at gadesovere er voldelige eller stjæler, men der er mange, der bliver utrygge ved, at de sidder på bænken og ser ud, som om de er del af en anden verden.”

Livet i tætte, fælles beboelsesområder kan gennem bygningernes konkrete fysik, samfundsmæssige udviklinger og politiske tiltag både bidrage til social mobilitet og stilstand. Klassesamfundets indretning er ofte en kompleks størrelse, der i lige så høj grad har at gøre med subjektiv forestillingskraft som med objektive problemstillinger. Hvis én ting er sikkert, er det dog, ifølge Ole B. Jensen, at den bevidste adskillelse af demografiske grupper gennem arkitekturen kun er med til at fastholde stilstanden og begrænse den bevægelse, der på godt og ondt kendetegner vores fælles liv i byen:

”Fra kloaker til strøm til varelevering til selve beboernes færden, er byen fyldt med bevægelsessystemer. Så når man lukker bestemte steder af, flyder mennesker andre steder hen. En effekt af dark design er, at bevægelsesarenaen bliver lavet om. Hvis ikke man forstår, at mobilitet er en integreret del af byen, forstår man heller ikke, hvorfor det er et problem. I øvrigt er mobiliteten interessant, fordi den ikke kun holder byen i gang, men også er en menneskerettighed. The right to roam. Og den er vi jo inde og pille ved, når vi er inde og lukke folk ude af det offentlige rum. ”