Vi HAR gennemskuet sangtalentshowets mekanismer, men vi bliver draget ind alligevel
Selvom seerflugten fra flow til streaming har medført udfordringer for de store, samlende underholdningsprogrammer, har sangtalentshowet overlevet i både nye og gamle formater. Jeg har talt med en forsker og en TV-producent for at blive klogere på genrens fascinationskraft.
Af Niels Kristian Bonde Jensen, journalistI 2008 trådte 15-årige Martin fra Ørum frem på det lille x på gulvet i et studie i DR Byen, åbnede munden og fik Danmark til at tabe kæben. Før ham havde jagten på Danmarks næste store sangtalent blandt andet affødt Jon og EyeQ fra Popstars og Simone fra Scenen er din, men det føltes alligevel for mange som et lyn fra en klar himmel, da den første udgave af X Factor i Danmark løb over skærmene, og man som seer i realtid kunne følge med i skabelsen af en vaskeægte popstjerne fra første audition til sidste liveshow.
Med seertal, der ofte har ligget et godt stykke over en million per udsendelse, er X Factor, ifølge Anne Brostrøms, som er administrerende direktør for Blu, der producerer den danske udgave af X Factor, den største underholdningssucces på dansk TV nogensinde. Selvom X Factor altså har en særlig … x factor, har forskellige versioner af sangtalentformatet, hvor amatører står på en scene og synger covernumre over for et dommerpanel og seerne i derhjemme i stuen, længe gået sin sejrsgang. For at forstå succesformlen må man dog først og fremmest tage et kig bag scenen. Det er nemlig i langt højere grad en række underholdningsmekanismer, snarere end selve musikken, der gør sangtalentshowet som TV-format til et sikkert seerhit.
Det var i 90´erne og 00´erne, at TV-talentshowet som vi kender det i dag gik mere seriøst ind i jagten på den næste popstjerne, mens den samtidige udvikling af moderne reality-TV bidrog med både et dokumentarisk islæt og fokus på stærke og skæve personligheder.
I dag er et af de nyeste skud på stammen det sydkoreanske format, der på dansk har fået titlen Hvem holder masken?, og som de sidste par år har nydt stor succes i USA som The Masked Singer. Her tages genren både op til genforhandling og tilbage til sine mere enkle, uskyldige rødder. Iført skøre monsterkostumer optræder og synger anonyme (semi)kendte deltagere. ”Spillet” består simpelthen i, at dommerne og seerne skal forsøge at gætte, hvem personen er. Ingen talentjagt, ingen tåkrummende auditions, ingen storslåede udviklingsfortællinger. I en medieverden, der ellers er kendetegnet ved den konstante og enorme profilering af det individuelle og persondrevne, går Hvem holder masken? kontra.
Følelserne udenpå tøjet i bedste sendetid
I 2018 var Pia Majbritt Jensen, lektor i medievidenskab ved Aarhus Universitet, med til at lave et studie, der undersøgte seernes engagement i TV-talentshows i forskellige lande. Ifølge hende er alt TV, der har reality-karakter, særligt interessant at beskæftige sig med netop ud fra denne vinkel:
”Receptionsstudierne i forhold til reality afliver nogle myter om, hvor dumme publikum er. På det akademiske niveau er der sådan set ret stor enighed om, at forbruget af reality er noget mere komplekst og forfinet, end man normalt går og tror. Det er også det, vores studie viser, at seerens engagement i talentshows ikke er entydigt, men består af flere forskellige lag, der har indflydelse på hinanden.”
Hun uddyber ved at forklare om det første lag, som er det følelsesmæssige engagement, der skaber en identifikation mellem seeren og de mennesker, man møder i programmet:
”Noget, vi alle kan genkende, er, at man har en favoritdeltager, som man knytter sig til. Det behøver ikke at være den bedste sanger, men kan også være en deltager, man har ondt af. Man tager sig af dem ved at stemme på dem. Så er der programmernes iscenesathed, baggrundshistorierne fx – de såkaldte ”sob stories” - der forstærker identifikationen. Det er helt essentielt i genren. Og endelig er der nydelsen ved at dømme andre, og dette skaber en identifikation med dommerne. Det lyder ubehageligt, men vi gør det jo hele tiden. Det er også medvirkende til, at nogle rynker på brynene af genren. Det taler jo til nogle ikke så flatterende sider af menneskets natur,” siger Pia Majbritt Jensen.
Anne Brostrøm har været en af de ledende kræfter bag X Factor i Danmark i mange år og bruger næsten de præcis samme ord om programmets tiltrækningskraft set fra et produktionssynspunkt:
”Overordnet rammer det en følelsesmæssig identifikation. Vi elsker at se folk, der kan noget og udvikler sig. Det taler til vores fælles drøm om at blive opdaget og anerkendt. Der er en enorm klangbund i folk, der sætter sig selv på spil. Så er der også det spilmæssige greb med dommerne, der har en dobbeltrolle. De har en fælles mission om at finde folk med x factor samtidig med, at de skal konkurrere indbyrdes. Det er enormt effektivt dramaturgisk og skaber en engagerende konkurrencemotor.”
Spillets ritual
Den generelle seerflugt fra flow mod streaming har selvfølgelig også haft indflydelse på sangtalentshowets udvikling. Nye elementer bringes i spil for at engagere det publikum, der ser med via nye kanaler, og ser man på fx Hvem holder masken?, kunne man fristes til at tilskrive det umiddelbare iøjenfaldende ved de skøre kostumer en stor del af showets succesformel i den digitale opmærksomhedsøkonomi.
Spørger man Pia Majbritt Jensen repræsenterer sangtalentshows dog først og fremmest en sidste bastion for det store, samlende flowprogram:
”Vores studie viser, at den kontekst man ser i, betyder sindssygt meget. Hvis man ikke føler, man er en del af et fællesskab, hvor man på en eller anden måde ser sammen med andre, så står man af. Det er lidt ligesom en sportskamp, spændingen er der ikke, hvis man ser den alene dagen efter. Vi fandt også, at det meget er en familieting. Det er noget, alle kan samles om. Det, der også sker, er, at de highlights, der postes på sociale medier, skaber et nyt loop af sening, bare på en ny platform. Så antallet af samlede seere er ikke nødvendigvis faldet, men er bare blevet mere fragmenteret. Det går dog selvfølgelig i sidste ende udover følelsen af liveness og det rituelle i seningen.”
For Anne Brostrøm er det moderne mediebillede bestemt heller ikke en trussel mod sangtalentshowets overlevelse. Tværtimod tilbyder særligt de sociale medier en masse nye muligheder for at udvide programmets univers og seerskare:
”Formatet i sig selv er en kæmpe seermagnet på de sociale medier. De er med til at få seerne ind i butikken. Talentshows – især live - er jo nogle af de få programmer, der stadig kan få de helt unge generationer til at se flow. ”
Det er ikke kun det sociale i at se talentshows, der gør genren populær, det har også i høj grad noget at gøre med spilmekanismerne, ifølge Pia Majbritt Jensen bliver vi både grebet af disse og nyder at gennemskue dem:
”Engagementet i spillets mekanismer er et eksempel på, at vi er meget klogere, end vi giver hinanden og os selv credit for. Studierne viser nemlig, at stort set alle faktisk godt kan gennemskue den konstruktion, som realitygenren sætter op. Vi afkoder meget hurtigt, hvad producenterne vil have os til at føle, hvem der er favoritter osv. Det skaber til gengæld et andet stærkt engagement, netop fordi vi kender spillet så godt, at vi på en måde selv føler os som en del af spillets planlægning. Vi ser igennem showets mekanismer og manipulationer, men det bliver en hel sport at se det alligevel og ”hæve sig over” programmet. På samme tid sker der også det, at vi kan ikke helt kan slippe, at vi faktisk også synes, at deltagerne er lidt dragende, og at vi bliver følelsesmæssigt engageret.”
Mellem tradition og fornyelse
Sangtalentshowets vinderformel er altså på den ene side fastsat og har virket i årtier. På den anden side må formaterne også sørge for at holde sig opdaterede og følge med tiden for ikke at ende med at fremstå som antikverede fortidslevn. X Factor er med sin lange levetid et oplagt eksempel på dette dilemma for produktionsselskaberne. Anne Brostrøm forklarer:
”Det handler om, at man skal holde fast i genkendeligheden, samtidig med at formatet selvfølgelig skal udvikles og føles relevant. I forhold til X Factor har vi nogle kerneværdier: Vilde musikoplevelser, knald eller fald drama, store følelser, høj production value og tradition for en fri tone mellem dommerne. Vi ansætter dem som mennesker, så vi typecaster ikke, modsat hvad mange tror.”
Hun fortsætter med at komme med nogle eksempler på fornyende elementer gennem tiden:
”Et eksempel på fornyelse kunne være 6-chair challenge, opløsningen af kategorierne eller de skiftende værter. Vi har fx gennem årene fået kritik for, at tonen i programmet var for drillende og udstillende. Det tager vi selvfølgelig alvorligt, og derfor har vi forsøgt at skabe en mere inkluderende stemning gennem samtaler med dommere og en vært som Sofie Linde, hun repræsenterer et moderne menneskesyn, der klæder programmet.”
På den måde kan den gakkede, men uskyldige underholdning i Hvem holder masken? altså også ses som en naturlig konsekvens af en offentlig samtale, hvor realitygenrens etiske gråzoner er blevet problematiseret. Her sparkes der opad, man griner med i forvejen succesfulde mennesker, der har deres på det tørre og kan tåle en smule offentlig ydmygelse, snarere end af naive (og i nogle tilfælde meget unge) amatører, der ser deres drømme blive knust på landsdækkende TV. Konsekvensen er selvfølgelig, at det hele kan føles en smule … konsekvensløst. Et format, hvis åbenlyse og totale gakkethed og mangel på formel mission kan virke irrelevant i en verden, hvor de seriøse problemstillinger i stigende grad fylder skærmene.
Kritikken af sangtalentshowet som et tomt løfte, der på falske præmisser sælger drømmen om berømmelse og en karriere i musikbranchen for både seere og særligt deltagere, er stadig relevant. For at beslutte om man fordømmer eller bifalder den manipulation, der ligger til grund for genrens evigt dragende effekt, er det dog en god start at blive mere bevidst om genrens mekanismer og grundfortælling. For Anne Brostrøm handler denne fortælling ikke så meget om et forspring i musikbranchens udskillelsesløb, ikke så meget om kultiveringen af musikalsk formåen – den slags tager længere tid - men i langt højere grad om håb, ambition og rejsen fra grim, skrattende ælling til smuk, skønsyngende svane:
”I X Factor er rammen det musikalske. Både crew og band består af kompetente, professionelle tv-medarbejdere og musikere, og der er virkelig nogle dygtige deltagere, men det, der gør det uimodståeligt, er følelserne. Drømmen er selvfølgelig at skabe en artist, der kan stå på egne ben, men succeskriteriet handler sådan set mere om menneskelig udvikling. Om at gå fra en betuttet sekstenårig til en, der pludselig står på scenen og giver den gas foran tusinder af mennesker. Jeg tror, at der er en hel naturlig medmenneskelig fascination i at se nogle, der sætter sig selv på spidsen og lykkes.”