Mode rimer på klimahykleri, og vi er ligeglade

Af Shani Pedersen, journalist | Indtalt af Joy Fryd Larsen

De, som kender mig nogenlunde, vil vide, at det er mig, man går til, hvis man vil sikres halvhjertet begejstring for mode. Dér er jeg mere leveringsdygtig, end jeg er med noget andet i livet, for jeg har det med mode, som jeg har det med biler. Jeg går ind i forretningen, peger over på noget og konstaterer: den der er blå og pæn. Og så køber jeg den og går hjem. 

Skulle det ske, at jeg fremtvinger en form for holdning til mine tekstiler, kan jeg næsten garantere, at de ligesom så meget andet i mit liv enten er uvæsentlige, cyklusbestemte eller et resultat af pure kedsomhed og meningsløse COVID-rants. Måske jeg i en brandert har forsøgt at såre en meget fashion veninde ved at sige, jeg ville tørre røv i modeugen, hvis jeg kunne. Bare fordi. 
Med andre ord: Jeg er frygtelig inkompetent, når det kommer til mode, så hvis du ikke læser videre, er du undskyldt. Gør du det alligevel, skal det ikke være på grund af mit håbløse forhold til mode, men fordi du har en holdning til klimaet og det, vi i fællesskab kan gøre for at reducere den skade, vi dagligt forvolder vores planet. 

For hvorom alting er: Modeindustrien er en af de mest forurenende og CO2-udslippende industrier på kloden. Det samlede klimaaftryk er blevet beregnet til omkring 10 procent af alle menneskeskabte udledninger af drivhusgasser og hele 20 procent af spildvandet. Det er altså mere, end hvad internationale flyvninger og skibsfart producerer tilsammen. Og som FN’s miljøorganisation UN Environment Programme tørt konstaterer i en rapport fra 2018: Hvert sekund bliver det, der svarer til en lastbil fyldt med tøj, enten brændt af eller konfiskeret. Tager du et bad på et kvarter, er 900 lastbiler fyldt med tøj altså i mellemtiden blevet konfiskeret eller brændt af, til stor belastning for kloden.

Vi kan derfor næppe komme udenom modeindustrien som et hæderskronet klimamonster, uanset hvor mange tøjkriser vi gerne vil løse med desperate last minute-køb af to toppe fra H&M eller Zara til 249 kroner, som vi, let’s face it, har på én gang til en fest, vi alligevel fortryder dagen efter. Derefter havner tøjet krøllet allerbagerst i klædeskabet. Og du ved det. 

Vi er blevet virkelig gode til at klima-shame hinanden med rasende debatindlæg i Politiken om priviligerede influencere fra Guldkysten, som flyver til Dubai på første klasse, og vi kan også fint sende dræberblikke i Netto, når naboens kurv er fyldt med hakket oksekød til hele familien. Og selvom der de seneste år har været øget fokus på produktionens og forbrugerismens ødelæggende indflydelse, er det, som om vi giver modeindustrien og os selv et fripas, som vi og den (virkelig) ikke fortjener.  

Jovist, det er da hæderligt nok, at både de store modehuse og mindre aktører på markedet i stigende grad hoster op med nytænkningen slow fashion – et innovativt alternativ til det helt store klimamonster fast fashion. Med den langsomme mode giver industrien os økologiske kollektioner og fairtrade i lange baner, og vi labber det i os. Pludselig kan vi med bedre, måske endda god samvittighed, shoppe materialer som genbrugsbomuld og bambus med et generelt lavere klimaaftryk, lover de os. Dét kan man på sin vis hverken bebrejde industrien eller de forbrugere, som hellere vil have bambus og genbrug end polyester. Eller kan man? For faktum er jo ikke til at komme udenom: Vi køber stadig (for) meget og nyt, og det er (stadig) det, som skader vores klima. 

Nye og flere måder at forbruge mere på er ikke det, som reducerer udledningerne. Eksperter og repræsentanter for industrien kan fint tale om, at en mere klimavenlig teknologi er på vej til industrien, men hvis selvsamme teknologi avler forbrugerisme pakket ind i progressive mærkater og lovninger om bæredygtighed, hvad nytter det så? Det er omsonst at promovere en løsning, som avler mere produktion og forbrug, når det netop er dét, der er skyld i klimakrisen - (over)produktion og (over)forbrug.  

Modeindustrien har med andre ord stor succes med det ultimative bedrag. Ikke fordi den er ondskabsfuld og vil ødelægge planeten, men fordi den vil lukrere, og fordi vi er mennesker og lette at bedrage, lette at regne ud. Vi er cheap. Med afsæt i vores allerømmeste punkter og en endeløs mængde data, som afslører vores vaner og tankemønstre, nudger industrien os til at handle på en måde, vi måske ikke har lyst til. Vi har nogle klare idéer om, hvem vi godt vil være, og det er uden tvivl bambusmusen og ikke polyestermonsteret, alt imens vi rent faktisk tror, vi har brug for mere (indsæt ligegyldige stykker stof, du sikkert ikke mangler), og på få sekunder forsømmer vi egne værdier. Vi kan ikke stole på industrien, men vi kan i mindre grad stole på os selv. 

På en måde er det ikke vores skyld. Klimadebatten er udmattende. Indlæg som disse kan virke patroniserende og så formynderiske, at det er til at brække sig over. De fleste kan nok genkende følelsen af at have set Greta Thunberg-dokumentaren og føle sig slået helt og aldeles hjem af idealisme og godhed. Ikke at være tilstrækkelig eller gøre nok, gøre det rigtige, gøre det bedste. At have idealer, man ikke efterlever, enten fordi man ikke orker, eller fordi man ikke ved, hvor man skal starte. Det er noget lettere at lukke øjnene og skynde sig at netshoppe den kimono, man har kigget på i månedsvis, også selvom samvittigheden kvitterer med dunk i hovedet, som gør ondt, indtil de ikke gør mere. Dem tager man gerne. Det gør vi nok alle. 

Det klogeste, vi kan gøre, lader til at være at konfrontere eget bedrag og være på vagt over for det, som om det altid ligger og lurer nådesløst. Lidt ligesom en giftig ekskæreste, som får os til at være noget, vi ikke vil være, skal vi spørge os selv: 

Er det virkelig mig, som vil have den bluse? Og så skal vi være bevidste om den deprimerende kendsgerning, at vi ofte vil svare ja, selvom svaret formentlig er nej.