Hvis du er en tyk kvinde, forlanger samfundet, at du skal være hyperfeminin

Af Regina Fjendbo, forfatter & aktivist | Foto: Christine Vassaux Noe

Som 17-årig begik jeg mit livs første bevidste oprør. Jeg havde fået mit første job og med min egen løn kom muligheden for selv at bestemme meget mere. Og min nye magt til at bestemme over mit eget liv stod på sort hårfarve, sort makeup, sorte militærstøvler, sort læderjakke, nittearmbånd og -halsbånd og jeans med så mange hjemmekonstruerede huller, at ingen var i tvivl om, at det var helt med vilje.

En anarkistisk lortepunker havde fundet sit udseende.

I Vestjylland, hvor jeg voksede op, var der ikke tvivl om, at jeg var anderledes, og det var ikke unormalt, at folk gik over på den anden side af gaden, når jeg kom vadende. I den periode flyttede nogle af mine veninder til Århus, og en af veninderne og jeg erfarede hurtigt, at der i Århus var mulighed for at finde andre unge mennesker med anarkistiske tendenser og læderjakker, for der var et ungdomshus. Min begejstring dalede dog relativt hurtigt i takt med, at jeg opdagede, at mit valg om at klæde mig som den anarkist, jeg var, ikke var det eneste, der gjorde mig anderledes. For selv i dette samfundskritiske selskab var der et tydeligt a-hold og b-hold, når det kom til at være kvinde. De tynde, var dem, der virkede til at være mest interessante. Jeg havde bildt mig ind, at det, at jeg ikke havde haft kærester eller været nogens crush i mit teenageliv, handlede om, at jeg altid bare havde været lidt underlig og trodsig, og at det ville ændre sig, når jeg fandt mit folk. Men det gjorde det ikke.

Jeg er mange gange gennem årene blevet antaget for at være lesbisk, og jeg har altid tænkt, at det var min store trodsighed, modvilje mod mode og uvilje til at tale pænt, der var skyld i det.

Men i starten af mine 20’ere gik jeg på slankekur, og jeg gik fra at være tyk til at være tynd på ret kort tid. Pludselig var min adfærd og mit underlige tøj blevet charmerende og inspirerende. Frem for at være skræmmende, var jeg pludselig smart. Og med læderstøvler, læderjakke og sort hår, kunne jeg pludselig være attraktiv for ikke bare de anarkistiske fyre, jeg selv havde haft et godt øje til, men for mænd generelt. Og folk stoppede med at antage, at jeg var lesbisk.

Jeg ved ikke helt, hvornår jeg fattede, at det, at jeg var blevet tynd, gjorde mig til mere kvinde, end da jeg var tyk. At jeg ikke engang behøvede ”klæde mig ud” som kvinde længere for at blive betragtet som en.

Men på et tidspunkt fattede jeg det; tykke kvinder skulle have store hofter, smalle taljer og store bryster for at være rigtige kvinder, og jeg blev bevidst om, at jeg aldrig selv så sådan ud. Da jeg på et tidspunkt stiftede bekendtskab med pinup og rockabilly, var der ingen tvivl om, at de her tykke, kurvede kvinder var de rigtige kvinder. Hyperfeminine med høje hæle, tynde strømpebukser, korsetterede kjoler med strutskørter, hår der havde taget timevis at sætte, rød læbestift og den helt rigtige vinge på eyelineren, som blev understøttet af kunstige øjenvipper. Der var ingen tvivl om, at udseendet og femininiteten var hårdt tilkæmpet og kom med økonomiske og tidsmæssige omkostninger.

Jeg har selv flere gange forsøgt mig med udklædning som husmor fra 50’erne, men ærlig talt keder det mig. Jeg har det stramt med et skønhedsideal, der tilhører fortiden, hvor kvinders arbejde var at være smukke og varte deres mænd og børn op. Det keder mig, at uniformen for at være tyk og feminin er så rigid, at der ikke er plads til mig i den, uden at min krop skal mases på plads. Og det keder mig endnu mere, at hvis man tyk, så skal man være feminin på den måde, hvor det mandlige blik bliver behaget og tilfredsstillet.

Jeg savner et opgør med femininitet og maskulinitet, for selvom mange er begyndt at beskrive det mere som energier og værdier, så er det stadig en stor del af de samfundsmæssige idealer som afkræver tykke mennesker at gøre mere end tynde mennesker for at blive accepteret. Tykfobien i samfundet kræver, at hvis jeg er tyk, skal jeg vise, at jeg gerne vil passe ind. Enten ved at gå på slankekur eller ved at performe så feminint, at ingen kan være i tvivl om, at mine intentioner er at passe ind i et samfund besat at tynde og kønsbinære idealer.

Jeg kommer aldrig til at forsvare hverken femininitet eller maskulinitet, for ligesom med så meget andet er det ideer som holder os fast og fanget. Jeg drømmer om et brud, hvor mine værdier, mit udseende og min væremåde ikke skal presses ind i endnu en enten/eller- eller både/og-kasse. Jeg vil ikke være feminin og/eller maskulin. Jeg vil bare have lov til at være den lortepunker, jeg i virkeligheden er, selvom jeg godt ved, at min visuelle performance ikke passer ind i den enten/eller-ide vi har, om hvordan sådan en ser ud.