[Tro & spiritualitet]

Hekse i Danmark

Tekst af Sabina Hvass, journalist | Kamera og klip: Emil Munk Nørgaard

Heksemiljøet i Danmark er vokset eksponentielt over de seneste to årtier. Forskningsassistent Anne Mia Steno var for lidt over ti år siden en del af heksemiljøet online og IRL i seks måneder i forbindelse med en undersøgelse af den moderne heks. Dengang estimerede hun, at der var omkring 500 hekse i Danmark, og at 20-30 procent af dem var mænd. I Facebookgruppen ‘Hekse’ er der i dag over 4.000 medlemmer, der diskuterer trolddom, magi, livsfilosofier, teknikker og mange andre aspekter af heksekunstens natur. De fleste ser sig selv som ‘eklektiske hekse’, hvilket vil sige hekse, der henter inspiration til deres praksis fra mange forskellige steder fra i verden fra før-kristne religioner og fællesskaber. Ifølge Steno kæmper de for den enkeltes ret til at danne sit eget verdensbillede, og i sin artikel “Parallelle verdener - Magisk og rituel praksis”, beskriver hun, at der findes et utal af forskellige retninger og strømninger inden for det moderne, danske heksemiljø. 

Kend din heks

I Facebook-gruppen ‘Hekse’ er de helt centrale temaer respekt for naturen og de moderne hekses karakteristiske ønske om frihed for enhver til at skabe deres eget verdensbillede og gøre, hvad der ”føles rigtigt”. Fællesnævneren for de moderne hekse i gruppen er, at de er personer, der læser tegn i naturen, i sig selv og i deres omgivelser. Den afgørende historiske forskel på fortidens og nutidens heks er, at hekse i 1600-tallet blev udnævnt af andre - i dag udnævner hekse sig selv. Nogle kalder sig fx ‘køkkenhekse’ og andre kalder sig ‘urtehekse’, som er en fællesbetegnelse, der hentyder til, at de primært beskæftiger sig med urter og planter i forbindelse med helbredelse, magisk arbejde og ritualer. Det er typisk de eklektiske hekse, som beskriver sig som førnævnte, og ofte ser de ikke sig selv som tilhørende en religion. Hvis en heks derimod beskriver sig som ’wiccaner’, er personen en del af det største heksefællesskab på verdensplan, Wicca. Dette er nemlig en naturbaseret religion, der indeholder referencer til keltiske symboler og fejringer af årstiderne. De fleste wiccanere er hekse, fordi de praktiserer magi, men det er langt fra alle nutidige hekse, der er wiccanske. I Danmark er der fx flere asatrohekse, der som navnet antyder, er hekse, der bekender sig til asatroen.

Hekseritualer

Mange af de moderne danske hekse tager ritualer med ind i deres hverdag. Nogle af dem bruges til at holde forstyrrende energier væk som fx at lave pentagrammer eller små ofringer, og det er også meget almindeligt at sætte en intention med et ritual, og fx at røre intentionen ned i mad og drikke. At sætte en intention handler om at skabe klarhed over det, heksen vil ændre og vide, og hvad heksen gerne vil opleve. Intentionen skal altså være klar, når heksen udfører ritualet. De mest populære ritualer i FB-gruppen er dem, der følger månens faser, hvor specielt nymåne og fuldmåne er populære tidspunkter til rituelle handlinger og til at sætte intentioner. 

Den 31. oktober og 1. november er også særlige dage til forskellige ritualer i mange hjørner af troen og spiritualitetens verden – specielt for hekse. Mange vil genkende Halloween-fejringen, hvis popularitet er steget stødt på vores breddegrader de seneste 25 år. Men dagene havde allerede en betydning for de før-kristne keltere i Irland og på de britiske øer, hvor man fejrede det, der kaldes ‘samhain’ over flere dage omkring 1. november. Ligesom mange andre steder i Europa troede kelterne, at de døde på dette tidspunkt var særligt aktive og færdedes som ånder blandt de levende. Da de keltiske områder blev kristne omkring år 500, overtog kirken helligdagen som Allehelgen. Samhain bliver i dag især markeret af asatro hekse i Danmark, der udfører rituelle handlinger på dagene omkring 31. oktober.

På OXY er vi nysgerrige på, hvad jeres forhold er til hekse? Fortæl os gerne lidt om det i kommentarerne på Facebook eller YouTube. Hvilke typer hekse har vi mon overset? Praktiserer du allerede heksekunst, eller kunne tænke dig at komme i gang? Fejrer du Halloween, eller synes du, at trolddom og magi er noget, der hører til i en Harry Potter-bog? Lad os vide, hvad du tænker?

Forrige
Forrige

Krop - Lisa Lind Dunbar

Næste
Næste

Queer & Køn - Skt. DeLarge