Emily Nyhuus: “Måske er det overvurderet at skubbe igennem”

Af Sabina Hvass, journalist | Fotos: Mia Maja Olsson
30. marts 2022  | Krop

Nogle gange falder man over nogle tanker og formuleringer på de sociale medier, som er svære at slippe. Sådan havde jeg det med Emily Nyhuus aka. Reveal Party, da hun beskrev sine tanker om kropsdysfori, som er følelsen af ikke at kunne være et helt menneske i den krop, man er født med, og om at følge euforien i stedet på Instagram. 

Jeg mødte Nyhuus for første gang i oktober sidste år, hvor hun stod på scenen til OXY Magazines Queer Festival i Aarhus og bjergtog publikum med sine personlige sange og sit unikke væsen med selvironisk humor, varme og gavmildhed. For nyligt skrev hun så på sociale medier, at hun ikke er det samme sted, som da hun skrev sangene til sin nye EP, og at hun derfor håber, at folk ikke kan relatere alt for meget til teksterne. IG-opslagene kradsede mere og mere i hjernen på mig. Og derfor blev jeg ekstremt glad, da jeg fik muligheden for at møde Emily igen og spørge ind til tankerne og oplevelserne bag de posts, der vakte en masse undren hos mig.

Dysfori

Reveal Partys sidste EP, “You Stole a Year of my Life” (2020), handler mere direkte om den transkønnede krop, mens den nye EP, “You’re My Favourite Person. I Love You” (2022), er mere forankret i Nyhuus’ betragtninger om at være i et giftigt og ekstremt usundt forhold. Numrene dykker nemlig ind i de traumatiserende erfaringer, hun har der fra:

“Jeg havde en form for hyperfiksering af min partner, hvor jeg var totalt besat og ikke følte, jeg kunne noget uden den her person. Jeg tænkte 24/7 på, om hun ville skrive til mig, og tænkte kun på, at jeg hellere ville tale med hende, mens jeg var sammen med mine venner. Det var følelsen af, at jeg ikke eksisterede eller var dissocieret fra min krop. Samtidigt var det meget fokuseret på begær, hvor det føles så stærkt, og intet andet rigtig betød noget.”

Nyhuus har efter forholdets afslutning behandlet sine traumer ved fx det seneste år at dele sine erfaringer med flere, som også genkender mønstre fra giftige eller usunde forhold, og som har haft samme oplevelse af kun at føle sig elsket, når de havde sex med deres partner. Hun peger på, at det er fordi, man mangler noget virkelig basalt rent følelsesmæssigt fra den anden person, når det eneste tidspunkt, man føler sig rigtigt forbundet, er, når man har sex sammen. Så kan sexen komme til at virke meget bedre, end den i realiteten er. I det kuldsejlede forhold følte Emily sig frataget meget af sig selv og sin personlighed, og hun søgte næsten kun udelukkende efter at gøre sin partner glad. Hun stillede ikke krav og var konstant bange for, at partneren ville forlade hende. Ikke mindst var det nærmest umuligt for Nyhuus at stille krav seksuelt.

“Der var masser af ting, jeg gik med til, som egentlig var meget dysforiske for mig. Hun sammenlignede mig fx meget med andre, hun havde været sammen med. Og det var virkelig ubehageligt, særligt fordi hun primært kun havde været sammen med mænd før. Det var ubehageligt som transkvinde at blive sammenlignet med mænd hele tiden. Især i en seksuel setting, for vi havde ikke sex på samme måde, som hun havde med mænd. Så jeg forstod ikke, hvorfor hun ville sammenligne mig og følte, at hun så mig som mand.”

Når Nyhuus taler om forholdet, fylder disharmoni og dysfori rigtig meget. Vi taler om, at kønsdysfori ofte bliver forbundet med transpersoner, men at det jo er noget alle oplever. Det er den samme følelse, en mand oplever, når han ikke føler, han kan leve op til et eller andet maskulint ideal. Eller det, en kvinde føler, når hun ikke kan leve op til et feminint ideal. Vi snakker om, at denne mekanisme gør, at andres blikke bliver magtfulde, og at det kan skabe enormt ubehag.

Så jeg spørger Nyhuus, hvordan hun selv er landet i sin krop på den anden side af den brudte relation. Og svaret er ikke lige til. For hun har været gennem en række ting det seneste år, som er medvirkende til, at hun er et helt andet sted, end da hun skrev sin aktuelle EP - hun er både gladere og føler sig sundere. Ikke mindst pga. et stort stykke arbejde i form af psykiatrisk udredning, øvelse i at lytte mere til sin krop og i at flytte sig fra ubehagelige situationer. 

“Jeg har brug for at føle mig tryg. Og det kan jeg mærke, at min krop har virkelig meget brug for. Så hvis en situation er ubehagelig, så fjerner jeg mig fra den. Og jeg er rigtig glad for, at jeg er blevet bedre til at finde frem til tryghed. Det har været nødvendigt.”

I ren Esther Perel-stil (superstjerneterapeut og podcaster, for dem der ikke ved det), eller er det et djævlens advokat-øjeblik (det er svært for mig at skelne), spørger jeg, om det ikke er, når vi bliver i ubehaget lidt længere, end vi plejer, at vi vokser?

“Jeg har lige været på højskole, hvor vi en dag skulle lære en dans. Jeg fik det så ubehageligt i min krop og har det generelt ikke ret godt, når folk lægger mærke til min krop. Så jeg gik bare og tænkte: vi er jo alle sammen voksne mennesker, og jeg kan gøre, hvad jeg vil! Og måske jeg var kommet til et resultat, som var fint nok, hvis jeg havde kæmpet mig igennem, men jeg havde stadig haft det ubehageligt. På den måde havde jeg det helt fint med bare at gå op på mit værelse og spille Pokémon. Jeg er altså ikke der, hvor jeg kan kæmpe mig igennem ting, for jeg er endnu ikke helet. Måske er det også nogle gange ret overvurderet at skubbe igennem? “

Et spørgsmål bliver besvaret med et spørgsmål. Touché, Emily. Touché.

Overgang og diagnoser

Nyhuus har holdt det ubehagelige og dysforiske på afstand ved at søge tryghed. Både i sine seksuelle, men også sine professionelle relationer. Igennem lidt mere end et år er der noget i hendes (mentale) krop, der har ændret sig til det bedre. Hun fortæller nemlig, at hun før i tiden kunne gå i spåner, når planer ændrede sig, og at hun hele livet har haft svært ved at passe ind i et skema, som andre lægger. Derfor har hun opsøgt en udredning i psykiatrien og er nået til nogle erkendelser og en bedre forståelse af sit sind.

“Jeg vidste godt, at jeg havde borderline og potentielt har nogle autismetræk, men min ADHD-diagnose har især været med til at hjælpe mig med at forstå, hvorfor ting nogle gange er ekstra hårde for mig. Hvorfor det kan være rigtig svært, når nogen laver noget, og det virker sygt nemt, men det føles virkelig svært eller hårdt for mig at gøre det samme. Hvorfor jeg bliver så sindssygt ked af det, når der er noget, jeg ikke kan og mærker det så intenst, når det virker så simpelt for andre. Det er jeg blevet meget mere okay med, fordi jeg kender min ADHD bedre, og er blevet så meget gladere. Jeg ved, at hvis jeg skal passe ind i andres skema, så kan jeg ikke noget bagefter. Ingenting. Det kræver bare mere energi fra mig end fra folk, der ikke har ADHD. Og det skal jeg huske at respektere. Min hjerne er ikke lavet sådan, men den kan nogle andre helt vildt nice ting.”

I denne periode, hvor Nyhuus er til udredning, er bruddet fra den tidligere partner lige sket. Hun kommer på medicin, som i en rum tid faktisk gør bruddet endnu sværere, og hvor hun samtidigt med at have travlt med musikken følte, at hun decideret var på stoffer, fik angst og paranoia.

“Jeg var så bange for, om jeg skulle se min eks-partner eller støde ind i hende. Og jeg tror, det blev værre af medicinen. Jeg følte, jeg skulle dø, hvis jeg mødte hende. Så jeg kiggede på alle ansigter, hvor jeg var, for at registrere, om hun var der. Jeg kunne ikke klare tanken om, at hun havde set mig, og jeg ikke havde set hende. Og at hun kom hen og sagde hej, uden at jeg var klar til det. Så voldsomt var det. Men jeg har fået noget andet medicin, og jeg har fået det meget bedre det sidste halve år. Det er svært at sige, hvad der præcist gør det, for jeg har arbejdet meget på mig selv, været på højskole og er i et virkelig godt forhold lige nu. Der var mange ting, jeg skulle unpacke fra mit tidligere forhold, og som nogle gange gjorde mig helt vildt usikker, men jeg har været god til at passe på mig selv. Måske medicinen også har hjulpet. Men jeg føler ikke, jeg kan mærke det, selvom jeg har oppet min dosis rigtig meget.” 

Nyhuus klukler også lidt, da hun fortæller, at hun kan føle sig mere ADHD-agtig nu end før medicinen, hvor hun fx registrerer, at hun ofte skifter emner, når hun taler. 

“Problemet er, at jeg bare siger ting og så håber på, det giver mening, efter jeg har sagt det. Jeg kan faktisk godt lide det. Man skal ikke fetichere sin psykiske lidelse for meget, men nogle gange må man godt lidt”, griner hun.

Det afgørende, finder vi frem til, er at acceptere sin hjerne, som den er. Lære sig selv og sit ubehag at kende. Netop i det øjeblik, vi snakker om dette, har Nyhuus lukkede øjne. Hun fortæller, at hun har svært ved både at få lydlige og visuelle indtryk, hvis hun skal koncentrere sig eller er træt. 

“Jeg har nogle gange svært ved øjenkontakt, kigger næsten altid ligeud, og for det meste så har jeg også lukkede øjne, når jeg spiller. Jeg er stadig lidt undskyldende over for det, men det er, fordi jeg har let ved at blive overstimuleret. Og man lærer at maskere de her ting gennem livet og opføre sig som neurotypiske mennesker. Men jeg er blevet bedre til at tage nogle af de her ting væk og ikke tænke, at jeg er pissemærkelig, som jeg gjorde før i tiden.

Det er vildt drænende at skulle maskere, at noget er lidt ubehageligt hele tiden. Man kan meget mindre, når masken er på. På en eller anden måde er det ligesom at være transkønnet. Jeg kunne godt lade som om, jeg er en mand resten af mit liv, men jeg ville havde det fucking dårligt imens. Og der er mange aspekter i det. Jeg tror både, det fylder, fordi jeg er kunstner og performer, men også fordi jeg har haft meget fokus på det personligt især som transkønnet. Man lærer at performe sit køn, og så skal man pludseligt lære at performe et andet køn, så man bliver set som det køn. Så jeg har lært at overdrive for at blive accepteret som kvinde og performe en femininitet, der ikke er mig naturlig.”

Ny kærlighed og kvindekrop

Nyhuus er sunket længere ned i den røde sofa, hun sidder i, og jeg har lænt mig tilbage i stolen og lukket min computer. Mit indtryk fra oktober sidst år står fast - Emily er enormt gavmild med sig selv, og samtalen føles i samme øjeblik stringent i forhold til temaet, kroppen, som det føles underholdende, fascinerende og fabulerende. Jeg forsøger gennem flere associationsrækker at finde ind til, hvornår hun har det bedst i sin krop. Svaret falder i de momenter, hvor vi taler om hendes nye forhold, som hun ser som en helende faktor. 

“Jeg har det meget neutralt med min krop, når jeg ikke tænker over den. Jeg kan godt lide, når jeg ikke tænker over den. Går helst i tøj, der ikke er for formende. Jeg vil meget hellere være cute, end jeg vil være sexet. Og jeg er glad for, at jeg lige nu har en partner, der har det på samme måde. Vi har på mange måder et forhold, som føles meget aseksuelt. Som har fokus på kærligheden mere end det seksuelle. Det har været så helende med en helt anden tilgang til sex, som slet ikke er fokuseret på begær, men på tryghed. Det har været ret revolutionerende for mig at være i.”

Den nye kærlighed står som antitesen til det tidligere forhold. Cute og trygt over for dysforisk og skævt. Nyhuus smiler, mens hun fortæller om sin nye partner, som har åbnet en ny verden for hende, hvor kropslighed ikke er fokuseret på seksuel attraktion.

“Min nuværende partner beskriver, at hun ikke rigtig bliver tiltrukket kroppe men af personer. Og at sex handler om at være til stede, være tryg, og at det føles rart at være tryg med en anden person og dele noget, som er intimt. For hende handler det ikke om, at den anden person har en sexet krop. På en eller anden måde handler det for os om at komme lidt væk fra kroppen som et objekt. Og jeg føler ikke, at vores kroppe er særligt meget til stede, når vi har sex. Det er meget bare os, der er trygge med hinanden - det har jeg haft virkelig meget brug for. For jeg synes, det er ubehageligt, når min krop bliver observeret for meget. Jeg føler, jeg spiller en rolle, når det sker. Jeg spiller en over feminiseret ting, jeg ikke tror, er virkelig.”

Snakken vender nu i retningen af kvinden, som Nyhuus beskriver som domineret af the male gaze. Hun mener samfundet altid ser kvinden i relation til manden. Manden er det, der naturligt eksisterer i verden, og kvinder som koncept er ofte det omvendte af mænd, eller det der komplimenterer manden. Men for mange er det en unaturlig rolle at være i, inklusivt for Nyhuus, hvilket hun mærker på egen krop.

“Tidligt i min transition havde jeg virkelig svært ved, at jeg følte mig meget som en kvinde, når jeg var sammen med andre, men ikke som noget, når jeg var alene. Så jeg troede, at jeg var en mand, når jeg var alene. Men jeg indså, at kvinder nærmest kun eksisterer i relation til andre. Jeg føler, at kvindelighed altid eksisterer i relation til at blive observeret eller blive begæret. Manden gør ting, og kvinden tager imod ting fra nogen, der gør noget. Og det er virkelig svært at eksistere som kvinde og gøre noget.

Som musiker kan det være, man lever op til en masse maskuline kønsroller for at føle sig sej på scenen. Det er nemlig en rolle, som meget er defineret af, hvordan mænd er seje på scenen. Men man kan godt melde sig ud af det, og som lesbisk kan man godt melde mænd lidt ud af sit liv. Men hvis man gør det, er man så stadig kvinde? Hvad er man som kvinde uden the male gaze? Dét har jeg været meget fascineret af! Jeg føler mig stadig som en kvinde uden for the male gaze. Men jeg føler mere, at mit køn er lesbisk, end det er kvinde på mange punkter.”

Følg euforien

Nyhuus peger på, at noget, der er ligeså stærkt som dysfori, er kønseufori. Nydelsen vi får, når vi lever op til vores køn eller kønsrolle. Vi bør fokusere på dette, når det er muligt, skriver hun i sit Instagram-opslag. I vores samtale bliver det klart, at hun går målrettet efter heling ved at følge euforien.

“Jeg er glad for at være kvindelig, blive omtalt som kvinde og på mange måder ignorere min krop og være til stede i det, der føles rart. Jeg føler mig klart mest sexet, når jeg performer feminint. Og virkelig lever op til at være kvinde. Der mærker jeg min seksualitet mest. Men det stresser mig at tænke på at skulle være sexet. Jeg bliver fascineret af det sexede, men jeg får det næsten altid lidt dårligt. Jeg bliver gladere i min sjæl, når jeg er mere draget af noget, der er cute. Seksuelt begær føles for mig som en meget maskulin ting, og generelt er der meget i samfundet, der går imod sexpositivitet. Især som lesbisk, transkvinde oplever jeg meget skadelig retorik omkring, at vi er farlige. Og det tror jeg kommer fra et sted, hvor nogle har traumer med mænd og derfor har svært ved at se transkvinder som kvinder. Det kan jeg godt sympatisere med, uden at det giver dem en ret til videreføre deres retorik. Og jeg tror også, at cis-kvinder har svært ved at stå ved deres attraktion til kvinder, fordi de er bange for at føle sig klamme i deres begær efter kvinder. Og det kan jeg godt forstå, for mange har oplevet den her ubehagelige attraktion fra mænd. Så det er svært at finde ud af, hvordan man kan agere uden at være ubehagelig. Det seksuelle begær kan føles skamfuldt, og derfor er det rarere for mig, når det føles som en tryg ting i stedet.”

Nyhuus lander en sidste pointe, inden jeg skal videre ud i den regnfulde eftermiddag: Når man skal have kønsdysfori for at være transkønnet, hvad sker der så, hvis man stopper med at opleve dysfori? Hele rammesætningen om transkønnethed er baseret på fortællingen om lidelse - og på mange måder kan hun føle sig tvunget til at tænke på sin dysfori, men faktisk oplever hun det sjældnere og sjældnere i takt med, at hun finder tryghed og kærlighed. Når hun oplever neutralitet og ro omkring sin krop, og det ikke forventes, at hun har det helt euforisk over den hvert eneste sekund, så er hun til stede på en måde, der giver mening for hendes identitet.

“Min krop er et redskab, der følger med mig fra rum til rum. Og det vil jeg gerne have, at den er, uden at jeg skal tænke over, hvilken indpakning den har.”