Klumme: “Mine tanker har ingen situationsfornemmelse”

hjernetanker.jpg
Af Sabina Hvass, journalist på OXY

Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har ligget under dynen om aftenen og slappet af, og ud af ingenting bliver jeg mindet om et eller andet dumt jeg engang har gjort. Om dengang i folkeskolen, hvor jeg spillede Robin Hood. Ja, du læste rigtigt. Mine lærere castede mig ikke som Lady Marion. Næ, som de progressive kulturelle spydspidser de var, fik jeg rollen som Robin. Freaking. Hood. Jeg blankede totalt, da jeg opdagede, at jeg havde glemt en rekvisit, der var omdrejningspunktet for hele scenen. Under dynen får jeg den samme kropslige fornemmelse jeg havde i situationen. En kugle former sig i maven, jeg kampsveder og får ildrøde kinder. Jeg genkalder, hvordan mine krampagtigte arme mimer, at jeg deler mønter ud til de fattige fra den pose, der sidder fast i mit bælte, og som al dialogen handler om. Den pose med mønter som lå ude bagved scenografien og som jeg havde glemt at tage på. Som. En. KÆMPEIDIOT! Eller hvad med dengang jeg som kåd teenager ringede til lokalradioen med en veninde og vi flirtede med værten, og min stedfar hørte udsendelsen? Skal du ikke lige gense, hvilke folder hans ansigt lå i, da han konfronterede dig med det, han havde hørt på vej hjem fra arbejde den dag? Eller hvad med nogle flashbacks fra andre af de mest pinlige situationer fra din barndom lige til at falde i søvn på? Fuck, fuck, fuck af!

Der er også the greatest hits af tilbagevendende tanker om at gøre noget virkelig dumt og dødbringende i hverdagen. Jeg kunne godt bare træde ud foran S-toget jo, eller hoppe ned fra min altan på 3. sal. Hvad nu hvis personen, der sidder bag mig i bussen pludselig kvalte mig? Hvad hvis jeg tog kvælertag på ham, der sidder foran mig? Mens jeg visualiserer situationen, ryger min puls helt op, og et sus sejler rundt i kroppen, indtil jeg tænker, at det er ret mærkeligt, at jeg tænker sådan noget. Og øjeblikket efter er tanken væk, og erstattet af: ”Sikke en dejlig regnvejrsdag. Må hellere få købt ordentlige gummistøvler og ikke dem fra Føtex, hvor jeg med det samme træder hælen i stykker i forsøget på at få dem af. Husk at ringe til mor”.

Jeg er ikke alene med det her. DU er ikke alene med det her, hvis noget af det jeg beskriver vækker genklang. Jeg har talt med flere, som nikker genkendende til det. Vi har talt om, hvor spøjst det er og at man sjældent dvæler særligt længe ved tankerne. Man lader dem på en eller anden måde bare være, efter man har undret sig over, hvad der mon udløser dem. Åbenbart er det op til 80 procent af befolkningen, der oplever uønskede tanker. Men jeg vil vove den påstand, at 100 procent af os har oplevet at have tanker, der trænger sig på og som man har forsøgt at verfe væk, fordi de fremkalder ubehag. Eller har haft distraherende tanker, der ikke nødvendigvis er ubehagelige.

Tænk på en social situation, hvor nogen siger noget til dig, men du ikke hører efter, fordi du tænker. Ikke på det, der bliver talt om. Du tænker på noget helt, helt andet. Klassikeren er den, hvor du har fået øje på noget, som har fanget din interesse – en flot type, der går forbi bagved personen, der snakker til dig, eller en sød hund. Anything really. Når det går op for dig, at personen foran dig stadig taler, er du havnet i saksen. Bekend, at du er distræt og fik øje på noget flot/sødt eller lad som om du hørte alt. Ingen vinder. Du bliver enten opfattet som uempatisk eller uinteresseret eller svarer noget, der er helt væk og sætter dig på en glidebane af hvide løgne. 

Tanker er nogle ret ligeglade størrelser. Ingen situationsfornemmelse overhovedet. De piler rundt i hjernen med en hastighed af 60.000 tanker i døgnet, er der nogen, der siger. Videnskaben er dog ikke helt klar i spyttet, når det kommer til at definere en tanke. Psykologien siger, at du ikke er dine tanker, og at det er vigtigt at huske, så din psyke ikke lider og udvikler sig i en uheldig retning. Men tanker defineres vidt forskelligt ud fra menneskets forestilling af deres egne tanker. Nogle psykiatriske patienter beskriver, at de har for mange. Tankemylder. Der bliver så trafikeret i hjernen, at der sker store ulykker på infrastrukturen. Og hvis du ikke er psykiatrisk patient, så kan du måske genkende det fra de situationer, når du virkelig gerne vil sove, men ikke kan. Der, hvor du forsøger så hårdt at give din hjerne kommandoer. ”Jeg skal tidligt op, så bliv nu træt, for helvede! Hvor er slukknappen?” Men din hjerne er mere sådan: ”Jamen hvad med i morgen – vi skal lige tænke på i morgen og hvad vi glæder os til, er bange for, og vi skal tænke på de ting vi har gjort, som kan have konsekvenser for i morgen. Når du husker noget er det så egentlig et minde eller er det en tanke om et minde? Kan du forresten huske den her: What is LOVE? Baby, don’t hurt me. Don’t hurt me. No more”.

Jeg flyttede til København et halvt år før jeg skulle starte mit studie. Og i den periode havde jeg svært ved at lande. Jeg arbejdede i lufthavnen hver anden weekend, og skulle op før fanden fik sko på. Der var meget lidt struktur omkring mig ellers, hvilket var meget uvant. Og jeg tænkte og tænkte og tænkte. Ofte til langt ud på natten. Ofte et stort virvar af tanker. Og en dag besvimede jeg så i brusebadet. Brusekabinen stod i køkkenet i den delelejlighed jeg boede i, og jeg vågnede nede foran ovnen. Fuldstændig desorienteret. Det varme vand ramte kun min ene fod, og musikken inde fra mit værelse bragede derud af. Jeg havde slået mit skinneben på kanten af brusekabinen, og jeg kunne mærke, at jeg ikke bare kunne rejse mig op. Jeg fik slukket vandet og kravlede ind på mit værelse for at slukke musikken. Så sad jeg på gulvet og undersøgte skaden på benet. Der var kommet et ordentligt indhak og hævelse, men heldigvis ikke gået hul på huden. Er sikker på, at jeg var besvimet igen, hvis der havde været blod. Jeg ringede til min veninde, der hjalp mig på skadestuen. Efter den fysiske undersøgelse kom lægen ind til sengen med et smil: ”Nå, Sabina. Ingen brækkede knogler og ikke nogle udsving at se på din EKG-måling. Men hvordan har du det? Sådan til hverdag?” Spørgsmålet føltes invaderende. Jeg havde jo ondt i benet, så hvad mente hun? ”Vi tænker, at det ville være godt, hvis du tager op til din læge om en lille uge, hvor du får taget nogle blodprøver, målt dit blodtryk og at I tager en lille snak om, hvordan det går med dig.” Øh. Okay.

Hos lægen gav det mere mening. På skadestuen havde de nemlig bidt mærke i, at det sidste jeg huskede, før jeg besvimede, var, at jeg havde trykken for brystet og svært ved at trække vejret. Min læge beskrev, hvordan det ofte er symptomer på angst og stress. Jeg havde overhovedet ikke overvejet, at det var en fysisk reaktion på min psykiske tilstand. Men det gav så god mening. Jeg fik en henvisning til en psykolog, som skulle forsøge at hjælpe mig med tankerne. Nogle retninger inden for psykologien peger på, at det er bedst at kigge på tankerne og lade dem passere, ligegyldigt om de er velkomne eller ej. Og jo mere vi kigger på dem uden at dømme, jo færre ubudne tanker vil der komme. Det er i hvert fald påstanden. For studiet af tanker er ret uhåndgribeligt. Det er ikke et fænomen man kan se på hjernen. Man kan kun se, hvor der er hjerneaktivitet, men ikke bevise, at det er tanker, der udløser aktiviteten. Når jeg talte med min psykolog om det, så mindede det, hun sagde til mig, om de posts på sociale medier, der med jævne mellemrum dukker op, fordi jeg engang har liket et selvhjælpscitat. De posts, hvor der står alt det, jeg har behov for at høre, når jeg ligger i sengen og tænker og tænker kl. 3 om natten. Du ved, det der tidspunkt, hvor du forsøger at finde de endegyldige sandheder om at være i live. You are not your thoughts. You are valid.

Langsomt udviklede jeg en slags tanketeknik, som jeg til dags dato stadig øver mig på. Noget i retningen af, at jeg tænker at jeg tænker. Jeg er bevidst om, at jeg iagttager mig selv, og kan på den måde bedre styre mine tanker i en retning, som er mere hjælpsom end ”fuck, fuck, fuck! Nej, nej nej, gå væk!” Og tro mig, det er en teknik, der kræver ufatteligt meget trial and error. Det med at tænke tanker uden at dømme dem er stadig det sværeste. Og det med at acceptere, at man tænker på at kvæle min medpassager i bussen, ja det kræver stadig en del. Og ikke mindst kavalkaden af de mest pinlige situationer i mit liv lige før jeg skal sove. The struggle is real! Mine tanker er dog stadig ret ligeglade og går ikke væk, men det er en trøst, at vi er mange, der har det sådan. 

Forrige
Forrige

Piller op, piller ned

Næste
Næste

Rekviem for Aylan