Aflyst Pyrus-ritual pissede Danmark af - og viser, hvorfor vi holder hånden over krænkende kulturarv

Debatten om krænkende kulturarv skal fjernes eller ej er blusset op igen. Denne gang er tusinde nostalgiske danskere faret i flint over en næsten 30 år gammel julekalender. Men hvorfor fastholder vi en julefilmstradition, der indeholder racistiske elementer?

Af Amalie Klitgaard, journalist og videograf

Fortidscensur. Krænkelsesparathed. Hysteri.

Det er nogle af de ord, som går igen blandt kritikkerne af TV2’s beslutning om ikke at genudsende en julekalender fra 1990’erne.

Den tredje julekalender om nissen Pyrus, ”Alletiders Julemand”, indeholder stødende scener og elementer med en forældet skildring af både mennesker og kulturer, lyder begrundelsen.

I en af scenerne danser hvide, danske børn rundt med sortmalede ansigter, store røde løber og iført hvide handsker.

Denne mundering er karakteristisk ved ’blackfacing’, hvor man forsøger at imitere en karikeret og stereotyp version af en person of colour. Praksissen stammer fra 1800-tallets slaveri i USA, hvor hvide slaveejere brugte blackface til at håne de sorte slaver.

At de dansende flødebollebørn i Pyrus ér en racistisk fremstilling af sorte, er faktisk slet ikke til diskussion, understreger Mira C. Skadegård, diskriminationsforsker ved Aalborg Universitet, Institut for Kultur og Læring:

”Flødebollescenen er racistisk. Blackfacing er altid racistisk.”

Racisme defineres ikke ud fra intentioner

Modsvaret fra både instruktøren og Pyrus-skuespilleren Jan Linnebjerg har været, at de ingen dårlige intentioner havde. Det havde ungnissen Pyrus heller ikke i julekalenderen. Alligevel rodede han sig ud i problemer.

”Racisme kan ikke alene defineres ud fra, om intentionen var god eller ej, men ud fra den negative indvirkning på de involverede. Det er ikke rimeligt at vise voldsom racisme i børne-tv, når vi lever i et mangfoldigt samfund med børn, der ville lægge mærke til det og føle sig udsatte. Det lærer også majoritetsbørn, at racisme er ok,” understreger Mira C. Skadegård.

Et europæisk eksempel på ’blackfacing’ er den hollandske juletradition, hvor julemanden har en hjælper: Sorte Piet. I 2015 opfordrede FN Holland til at stoppe traditionen med begrundelsen:

”[...] karakteren af Sorte Piet er nogle gange portrætteret på en måde, der afspejler negative stereotyper af mennesker af afrikansk afstamning [...]"

Dengang rejste millioner hollænderne sig i protest for at redde den gamle hollandske juletradition.

Nu slår tusindvis af danskerne forsvarsring rundt om Pyrus. Der er endda blevet startet en underskriftindsamling for at ”befri Pyrus”. Men hvorfor mon?

Frygt for det ukendte nye

Mennesker værdsætter traditioner højt. Høsttraditioner har historisk betydet meget for mange folkeslag. Måske har juleaften en helt særlig betydning for dig.

Forskellen på dengang og nu er dog, at vi anno 2022 lever i en stresset, hurtigt skiftende virkelighed. Derfor kan ritualer, som vi gentager på en struktureret måde, fungere som en slags buffer mod angst i en uforudsigelig verden. Det er både dokumenteret i forskningseksperimenter og feltstudier.

Det kan måske forklare frygten for en uforudsigelig sletteglidebane: Hvis vi siger ja til at fjerne Pyrus, hvad bliver så det næste? Flæskestegen? Kongehuset?

Filmnørd og TV-vært fra Moovy, Johan Albrechten, genkender censurfrygten fra tidligere debater:

”Det er let at forestille sig dommedagsscenarier. Især hvis man ikke forstår, hvorfor noget er stødende. Men grænser rykkes løbende, når vi bliver klogere. Det betyder ikke, at grænsen fuldstændigt forsvinder.”

Han nævner for eksempel, da klassikeren Borte med Blæsten blev fjernet fra HBO efter racismekritik, hvor nettet gik over gevind.

Frygten for at miste kultur ved at sætte nye grænser gælder ikke kun inden for filmverden. Diskriminationsforsker Mira C. Skadegaard forklarer:

”Vi er ikke så gode til forandringer. Rygestoppet i det offentlige gjorde også folk rasende. Men det har ikke ændret ved den danske kultur, ligesom forbuddet mod at slå egne børn i 1997 ikke har. Men hver gang vi har disse diskussioner, så er vi bange for at miste noget af vores ”kultur”.”

Nostalgibølge redder Pyrus

Pyrus-aflysningen rammer os også, fordi julekalenderen er en slags ritual, som vi binder vores identitet op på. Derudover er kollektive ritualer, hvor vi ser det samme igen og igen, med til at skabe tilhørsforhold til et bestemt fællesskab.

Derfor holder vi fast i at tænde for Disneys Juleshow hver jul. At mødes til Roskilde Festival. At holde påskefrokost – også selvom vi er trætte af, hvor ubehageligt fulde folk bliver.

Det betyder også, at vi ser igennem fingrene med, at en julekalender eller -film er racistisk.

Samtidig har vi det med mest at huske de bedste oplevelser fra juletiden, viser forskning. Nostalgien præger os, og det spiller helt klart ind i Pyrus-debatten, siger lektor i kulturhistorie på Aarhus Universitet, Helle Strangaard Jensen:

”Mange voksne har set det som børn og har måske rigtig gode minder. Lige pludselig skal de konfronteres med, at det indeholder implicit eller eksplicit racisme.”

Den konfrontation kan være ubehagelig og føre til, at nogle mennesker bliver defensive. Diskussionen bliver yderligere ophedet af, at Pyrus har at gøre med børnekultur, som netop reguleres af TV-stationer eller ministerier.

”Regulationen gør, at debatter om børn og medier kommer til at handler om værdier. Altså hvordan vi vil repræsentere køn, race, familiemønstre eller religion i vores samfund – for det er det, vi giver videre til vores børn,” siger Helle Strandgaard Jensen.

Derfor er flere højrefløjspolitikere gået på barrikaderne, hvilket også skete i Italien for nylig. Her handlede det dog ikke om at bevare et stykke børnekultur – men om at fjerne det.

Det højreorienterede parti Italiens Brødre røg op i det røde felt over en episode i børneanimationen Gurli Gris, hvor to isbjørnemødre optræder. Den slags ”kønsindoktrinering” burde censureres, mente partiets kulturordfører.

Empati og viden banner vej til konstruktiv diskussion

Kløften kan hurtigt graves dyb mellem dem, som vil bevare bestemt kultur for enhver pris, og dem der vil ændre den for enhver pris. I stedet kan aflysningen af ”Alletiders Julekalender” føre til, at vi alle bliver klogere.

Det gælder også i privatsfæren. Men hvad gør du, hvis du denne jul står over for en person fra den modsatte fløj?

Kulturhistoriker Helle Strandgaard Jensen bedste råd er at forsøge at sætte sig ind i værdierne, der ligger bag et andet menneskes synspunkt, og så prøve at mødes på midten.

Empati er en egenskab, som filmkritiker Johan Albrechten også slår et slag for. I stedet for at kalde en anden person racist, så forsøg at oplyse personen om, hvorfor Pyrus-serien ”Alletiders Julemand” potentielt kan gøre ondt på andre mennesker.

”Mange blev også defensive under MeToo. For hvis det viser sig, at en film, jeg ser, er racistisk eller sexistisk, er jeg så det samme? Det synes jeg ikke nødvendigvis. Mange har bare ikke været bevidste om, at noget var racistisk. Vi bliver hele tiden klogere,” siger han.

Og viden - manglen på den er dér, hvor problemet opstår. For følelser og nostalgi står hurtigt i vejen for en konstruktiv debat om hvilke normer, vi skal holde fast i og give videre til de næste generationer.

”Uden begrebsapparatet eller tilstrækkeligt forskning, bliver den naturlige reaktion fornægtelse. Det kommer til at handle om gisninger, holdninger og identitet fremfor viden,” forklarer diskriminationsforsker Mira C. Skadegaard og tilføjer: ”Derfor handler det om at vise empati for hinanden og forsøge at forstå hinandens positioner.”